Spring til indhold
Nyhed

36.775 kroner til at børn kan være børn på børnehospitalet

18-08-2017

Torsdag overrakte by- og kulturrådmand Jane Jegind 36.775 kroner til H. C. Andersens Børnehospital i Odense. De mange penge kommer fra fejringen af H.C. Andersens fødselsdag tidligere på året, og de skal bruges til at gøre børnenes hverdag sjov og fortryllende.

Direktør Judith Mølgaard modtager pengene fra rådmand Jane Jegind.

Eventyr, teater og kultur er en vigtig del af en sund, spændende og udviklende hverdag - også for børnene på H.C. Andersens Børnehospital i Odense. Derfor var der kun smil og glæde at spore, da by- og kulturrådmand Jane Jegind i dag overrakte en 36.775 kroner til børnehospitalet. Pengene skal bruges på at give børnene en masse kulturelle og fortryllende oplevelser.
 
- Det er dejligt at være med til at overrække 36.775 kroner, som kan være med til at give børnene på børnehospitalet en bedre hverdag, hvor de for en stund kan glemme deres sygdom og fordybe sig i leg og eventyr. I forvaltningen vil vi gerne kigge på, om der er flere af vores børnetiltag eller aktiviteter, som kan bringes i spil på børnehospitalet. Der er flere muligheder, og det kan gøre en stor forskel, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
 
Pengene kommer i forvejen fra en vaskeægte eventyrforestilling - nemlig fejringen af H.C. Andersens 212-års fødselsdag i kulturhuset ODEON i april i år. Den fabelagtige fødselsdagsfejring med både dans, musik, fest og farver tiltrak mere end 1000 børn og voksne, og forestillingen blev desuden streamet til børnehospitalet, hvor der ikke er tvivl om, at pengene kommer til at give børnene en bedre og mere glædesfyldt hverdag.
 
- Vi vil gerne have fokus på, at børn skal kunne være børn - også mens de er her på hospitalet. Det er så vigtigt at skabe gode rammer og kulturoplevelser, så børnenes hverdag handler om at være barn og ikke om at være syg, siger Lone Møller, oversygeplejerske, H.C. Andersens Børnehospital.
 
Helt konkret skal pengene blandt andet bruges på teater, hvor én af oplevelserne bliver en særlig forestilling med Brian Wetterstein - en forestilling, som børnene selv kan være med til skabe, og som giver dem mod og håb for fremtiden.
 
Det store H.C. Andersen-fødselsdagsshow blev arrangeret af Odense Kommune. Men det kunne ikke være blevet til uden et samarbejde med ODEON, AV-Center, Odense Blomsterfestival, Rosendahls, MeWe Space og Place2Book. Der skal lyde en stort tak til sponsorerne, som i høj grad har været med til at skabe det overskud, der er gået til børnene på hospitalet.

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Lone Møller, oversygeplejerske på H.C. Andersens Børnehospital, tlf.: 51 39 68 11