’Cykling uden alder’ holder nytårstaffel i rådhushallen
Cykling uden alder initiativet opstod som et projekt i Mobilitetsplanen i By og Kulturforvaltningens regi. I dette projekt blev der indkøbt 15 Rickshaw cykler, som efterfølgende blev placeret på 15 forskellige plejecentre i byen til glæde for de ældste beboere, som ikke selv har muligheden for at cykle sig en tur. Helt i tråd med cykling uden alders vision: ”Alle skal have ret til vind i håret”.
Et nyt samarbejde skal give endnu flere ældre vind i håret
I det første år har kommunen samarbejdet med Røde Kors, for at få etableret projektet og skaffet frivillige, som kan og vil cykle. Det har bidraget til, at 70 frivillige allerede nu cykler rundt i Odenses gader og stræder med plejecenterbeboere i cykelvognen. Men i takt med, at projektperioden næsten er slut, slipper By og Kulturforvaltningen nu tøjlerne på Cykling uden alder-projektet og overgiver cyklerne til Ældre- og Handicapforvaltningen.
”Ambitionerne for cykling uden alder er store hos os i Ældre- og Handicapforvaltningen, og derfor er det nu besluttet, at vi skal være en del af den hastigt voksende og landsdækkende forening Cykling uden alder, der rummer yderligere 34 danske kommuner. Det er et samarbejde, der giver os muligheder for at drage nytte af foreningens og de andre kommuners viden og initiativer,” udtaler ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen og tilføjer.
”Cykling uden alder er i tråd med vores fokus på Odense som en god og attraktiv cykelby, derfor er jeg glad for, at initiativet for alvor har slået rod i Odense. Jeg er spændt på at se, hvor mange ældre, der med tiden kommer ud og får lidt vind i håret.”
Program for arrangementet d. 28 januar
16:00 Ankomst med bobler og kransekage
16:15 Velkomst, v. Rådmand Brian Skov Nielsen
16:25 Historier fra Cykling uden alder - inspiration og fortællinger, v. Ole Kassow
16:40 Fortællinger fra piloter og passagerer
16:50 Udnævnelse af ambassadører for Cykling uden alder
17:10 Forpremiere på dokumentarfilmen ’Cycling Without Age’ af Michael Dorgan
17:50 Afslutning med mulighed for at tilmelde sig som frivillig i Cykling uden alder
Alle med interesse opfordres til at kigge forbi.
FAKTA
Hvad er cykling uden alder?
Cykling uden alder konceptet taler til nogle andre frivillige og en anden måde at være frivillig på end mange andre initiativer. Her er der mulighed for at cykle, så ofte man har lyst til, og som det passer ind i ens øvrige hverdag. Det betyder, at man kan vælge at cykle hver dag – eller en hel masse i nogle uger – og slet ikke i andre. Og hvis det kun bliver til en enkelt tur hvert halve år, så er der også i orden. Man tilkobler sig et eller flere plejecentre, og så cykler man med beboerne derfra, når man kan.
Tal og ture
Der er pt. 70 frivillige tilkoblet cykling uden alder i Odense. De cyklede tilsammen 400 ture I 2015.
I alt 233 plejecenterbeboere er koblet til cykelinitiativet.
I 2014 var rickshawcyklerne på tur fra Odense til Hamburg, og i 2015 var de en tur Fyn rundt.