Værdighedsmilliard giver ’Damecruise’ til demente
Hver fredag bliver et hold på fem damer hentet i bus og sammen med to medarbejdere kørt ”ud i verden”. De skal nemlig på det ugentlige damecruise, som er én af de aktiviteter, der er etableret med midler fra værdighedsmilliarden. Og fredag efter fredag kan man se glæden i deres ansigter, fra de stiger ombord kl. 9, og til de bliver sat af derhjemme igen kl. 15.
Der er ting, mænd ikke forstår
Det siger næsten sig selv. Det ugentlige dame-cruise er kun for damer. Men hvorfor dog det? Maj-Britt Bendtsen, der er rehabiliteringsleder i Byhuset, et hus der rummer aktivitets- og træningstilbud til demente, fortæller:
”Damerne får mulighed for at lave nogle ting, som de ikke har gjort længe. De snakker om emner, som mænd ikke forstår sig på, går på museer, tage på udflugt i naturen, besøger hinanden eller gammelkendte steder, der får minderne frem. De opbygger en fortrolighed, hvor alt kan drøftes, og hvor de kan hvile i sig selv trods deres sygdom. De oplever verden sammen med ligesindede og med sig har de medarbejdere, der støtter dem i aktiviteterne.”
Udflugter giver plads til flere brugere
Det gode ved den slags tilbud ud af huset er, at det ikke kræver plads men blot en bus og gode udflugtsmål. Bussen har Byhuset, og udflugtsmålene har damerne nok af idéer til.
I Byhuset færdes dagligt mellem 70-80 personer, hvormed der er pres på lokalerne. Med aktiviteter, der udelukkende foregår ud af huset, kan Byhuset altså rumme flere personer, end hvad de umiddelbart har fysiske rammer til. Samtidig er Damecruiset også et mindre indgribende form for tilbud, der egner sig godt til de personer, som endnu ikke helt er klar til at komme i et decideret dagtilbud.
Rådmand på ældre- og handicapområdet, Brian Skov Nielsen, fortæller:
”De fleste mennesker med demens ønsker mest af alt at blive boende hjemme. Og det er vigtigt, at vi lytter til det. Men hvis de pårørende ikke aflastes, kan de i længden have svært ved at bevare overskuddet til at have en ægtefælle med demens i hjemmet. Ved at oprette dagtilbud som det her, skaber vi en mulighed for, at både den demente og den pårørende kan få et frirum, som betyder alverdens for dem hver især.”
Flere hænder, flere tilbud og halvering af venteliste
Ind til videre er pengene i Byhuset brugt til at ansætte fire nye medarbejdere, oprette fem nye aktivitetshold, og så har byhuset udvidet sin åbningstid, hvilket tilsammen har resulteret i en halvering af ventelisten.
Odense Kommunes andel af værdighedsmilliarden er på 31,6 millioner årligt i årene 2016-2019.
Byhuset, der er et aktivitets- og træningstilbud til hjemmeboende demente får alene 7,5 millioner kr. fordelt på den fireårige periode. 1,5 mio. kr. i 2016, og 2 mio. kr. pr. år de kommende tre år.
Den 30. september får Byhuset en ny bus. Herefter etableres bl.a. et ugentligt mix-cruise for både mænd og kvinder, og det bliver med den nye bus muligt for flere brugere af Byhuset at komme på tur. Med bussen ansættes også én person i flexjob til at administrere Byhusets nu to busser, og medarbejderne får mulighed for at komme på et køreteknisk kursus, så flere har mulighed for at køre busserne.