Spring til indhold
Nyhed

Studiejob på højkant i Bright Over Night

26-04-2016

Kan du gøre Odense til en smartere by på kun 24 timer, så har du chancen for at sikre dig et studiejob i By- og Kulturforvaltningen. Sådan lyder præmissen for årets Bright Over Night, hvor de studerende på SDU kan finde løsninger, som skaber et mere digitalt Odense – med odenseanerne og ikke teknologien i centrum.

 

De studerendes opgave er at finde gode måder at bruge data og viden på, så vi kan skabe en by med borgerinddragelse, bedre service, økonomi og livskvalitet. Der venter dem et stramt program med intensivt gruppearbejde, Q&A-sessioner, sparring med eksperter, fremlæggelser og ikke mindst finaler, men der er også fem studiejob på højkant.

 

- Odense er en studieby, hvor vi gerne vil inddrage de studerendes viden og idérigdom i byens udvikling. Her får de en konkret opgave, som skal kunne bruges i praksis, og som giver de studerende ny viden og erfaring til glæde for dem selv og Odense, siger borgmester Anker Boye (A).

 

Smarte unge – smarte løsninger – Smart City

Bright Over Night er et helt oplagt samarbejde mellem kommune og universitet. De studerende får lejlighed til at bruge deres uddannelser i et helt konkret kontekst, men Odense får mange forskellige fagligheder til at tænke over mulighederne i Smart City. Det giver god mening, for Smart City handler om at sætte data i spil på helt nye måder.

 

Således skal de studerende blandt andet overveje følgende i deres løsninger:

  • Hvordan kombinerer vi teknologi og mennesker i en smartere by?
  • Hvordan skaber vi en by, hvor borgerne er aktivt engagerede i udviklingen og vedligeholdelsen?
  • Hvordan nytænker vi kommunen som social struktur?
  • Hvordan skaber vi en Smart City med odenseanerne i centrum?
  • Hvordan bruger vi vores data på tværs af by, borgere og virksomheder?
  • Hvordan bruger vi smarte løsninger uden at tabe en del af befolkningen bag os?

Smart City er et betydeligt fokusområde for By- og Kulturforvaltningen, og by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) sidder med i årets dommerpanel.

 

- Jeg ser meget frem til at høre de studerendes tanker og idéer. Smart City handler om at forbedre byens tilbud og løsninger til indbyggerne, erhvervslivet og de besøgende, mens vi reducerer omkostningerne og ressourceforbruget. Det bliver spændende at høre, hvad de er kommet frem til, og vi tager alle idéerne med os – og desuden kan vi jo se frem til at få de fem vindere tilknyttet forvaltningen bagefter, siger Jane Jegind.

 

Vinderne kan se frem til at begynde hos By- og Kulturforvaltningen til september, men først skal 24 timers kreativ konkurrence gennemføres. Desuden kan vinderholdet glæde sig over partoutbilletter til Tinderbox.

 

- Samarbejdet mellem Odense Kommune og SDU er unikt, og Bright Over Night viser vejen for et anderledes erhvervssamarbejde, hvor udgangspunktet er såkaldt ’employer branding’. Det er et område, der oftest involverer private virksomheder, men som nu viser sig yderst frugtbart for en offentlig arbejdsplads, hvor akademikere således inspireres i forhold til deres fremtidige karrieremuligheder, siger Christian Vester Nielsen, erhvervskonsulent hos SDU Erhverv.

 

Det er andet år med Bright Over Night, og ligesom sidste år er der 30 deltagere fordelt på seks hold. Bright Over Night begynder fredag den 29. april kl. 15.00, og der er finale om lørdagen. Vinderholdet bliver kåret kl. 16.00.