SDU-studerende kaster sig ud i Smart City
Smart City giver løfter om bedre og billigere service til borgerne. Når data og viden bliver brugt og sat sammen på nye måder, kan vi skabe nye løsninger, som gavner alle. Derfor arbejder Odense Kommune intensivt med Smart City, og måske venter de næste smarte løsninger lige om hjørnet.
Projektet hedder ”Smart Odense Data Apps”, og det er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, den digitale kommunikationsvirksomhed Kofoed & Co, GeoFyn A/S og By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
Henover efteråret skal studerende – softwareingeniører - fra SDU arbejde på nye softwareløsninger, hvor data bliver sat i spil på en ny og smart måde. De kommer vidt omkring, for der skal udvikles inden for fire temaområder: ”en ren by”, ”en levende by”, ”glade trafikanter” og ”børnenes cykelby”.
De studerende vil tage udgangspunkt i applikationer, som Odense allerede har taget i brug. Disse applikationer indsamler allerede en lang række data om byen, men udfordringen bliver at udtrække ny viden fra den eksisterende data, som kan blive til konkrete forbedringer i driften.
- Idéen er kort og godt at få vores softwareingeniører til arbejde sammen med Odense Kommune, så den åbne data kan blive brugt endnu smartere. Det er et godt projekt for vores studerende, og forhåbentlig vil det være til gavn for de mange, som bruger applikationerne i dag og fremover, siger lektor Mikkel Baun Kjærgaard ved Center for Energy Informatics på Syddansk Universitet.
Når projektet slutter i december, skal de studerende præsentere deres resultater for samarbejdspartere, heriblandt by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som håber, at de studerende kan bruge deres faglige viden til at gøre Odense endnu smartere.
- Smart City rummer et stort potentiale for en bedre hverdag for odenseanerne, men hvis vi skal udnytte potentialet fuldt ud, kræver det, at vi samarbejder på tværs af kommune, virksomheder og uddannelsesinstitutioner. I Smart City Odense skal vi være åbne, nysgerrige og samskabende, og det er SDU’s studerende i højeste grad, siger Jane Jegind.
Samarbejdet mellem Smart City Odense og de studerende har allerede givet pote i form af en energidata-analyse, som blev udført af lektor Mikkel Baun Kjærgaard, to softwareingeniør-studerende og Odense Kommune. Resultatet blev præmieret med prisen ”Future Engineers”, som uddeles af Danfoss.