Spring til indhold
Nyhed

Rådmand åbner internationalt telt på havnekulturfestivalen

25-05-2016

- Et enigt byråd står bag beslutningen om at gøre Odense til en international og mangfoldig by, og den tilgang fejrer og understøtter vi på havnekulturfestivalen med tre dages mangfoldigt, internationalt program i teltet ved Promenadebyen. Vi håber at se rigtigt mange både lokale og internationale odenseanere i teltet i løbet af det tætpakkede program med debat, oplæg og musik, siger Steen Møller.

 

Ved åbningen slår professor Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet allerede tonen an med et oplæg om det århundrede, hvor mere end 30 procent af borgerne i Odense ikke talte dansk – og den effekt mangfoldigheden har haft på byens udvikling.

 

Ud over åbningen byder fredagen også på International Meetup og et gensyn med bandet Los Fuegos, som begejstrede 500 odenseanere ved introduktionen af International Community Odense i november - blandt andet med Prinsesse Marie blandt gæsterne.

 

Lørdag fejrer International Community Odense udgivelsen af en international kogebog - og byder på både chat and snack. På programmet er også en syrisk flygtning, der fortæller om sine første erfaringer på en dansk arbejdsplads, Føtex.

 

Odense Host Programme vil søndag fortælle om sit netværk for internationale borgere, der inviteres tættere på livet som odenseaner. Tidligere samme dag byder Odense Mangfoldighedsråd på både smagsprøver fra hele verden, hennafarvning og musik.

 

- Det internationale aspekt er afgørende for både Odenses erhvervsmæssige og kulturelle udvikling til en dansk storby, siger Steen Møller.

 

DIVERCITY er organiseret af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune og sponsoreret af LærDansk og RICE.

 

Link til hele det omfattende program:

https://issuu.com/snahdk/docs/odensehavnekulturfestival_2016-3