Spring til indhold
Nyhed

Præmiering af godt og smukt byggeri 2016

02-06-2016

Her til eftermiddag fandt arrangementet Præmiering af godt og smukt byggeri sted i Odense for 50. gang, og by- og kulturrådmand Jane Jegind overrakte diplomer og bronzeskilte til to odenseanske byggerier.

 

– Der sker rigtig meget i Odense i disse år, og årets prismodtagere er med til at opfylde nogle af hverdagslivets mange behov: Det attraktive og spændende Campus Kollegiet danner ramme om 300 danske og internationale studerendes bolig og sociale liv, mens Byens Bro har skabt en enestående forbindelse mellem bylivet og kulturen i centrum og på havnen – til glæde for både fodgængere og cyklister, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

 

Det er en dommerkomite med rådmanden i spidsen, der har vurderet en række byggeprojekter fra 2015 og efterfølgende udvalgt de to prismodtagere. Dommerkomiteen består foruden Jane Jegind af byrådsmedlem Anders W. Berthelsen, arkitekt Mette Tony, arkitekt Erik Brandt Dam, chef for Byudvikling i Odense Kommune Henrik Lumholdt samt chef for Drift og Anlæg i Odense Kommune Thomas Østergård Jørgensen.

 

 

Dommerkomiteen har givet følgende begrundelser for at præmiere de to projekter:

 

Byens Bro

Byens Bro genindskriver den tætte relation mellem by og havn i byens plan – og mere end det. Byens Bro koreograferer bevægelsen over banelegemet og tilfører denne en ekstraordinær oplevelsesmæssig dimension, der bringer ’ukendte’ sider af byen frem som berigende, nye ansigter.

 

Byens Bro er et markant arkitektonisk værk og tillige en byport, der allerede står som et vartegn for en by i udvikling. Det store greb, den elegante, letsvungne bevægelse over banelegemet og den markante blanke søjle af rustfrit stål med de tre monterede bærekabler er forløst i en arkitektonisk og konstruktiv bearbejdning, der får den komplekse konstruktion til at fremstå med en usædvanlig klarhed; som en afbalanceret helhed, hvor stort og småt bindes sammen til et hele på mange planer. Byens Bro vidner om et meget vellykket samarbejde mellem arkitekt og ingeniør.

 

Mod byen, hvor søjlen har sit fæste, favner og indrammer broens spændstige arme et byrum, der griber og leder fodgængere og cyklister på vej til havnen, uddannelsesinstitutionerne eller ind i byen, og hvori cykelparkeringen tilmed er overbevisende integreret. I skumringen får lyssætningen Byens Bro til at svæve vægtløst over banelegemet, mens den blanke stålsøjle spejler aftenhimlen og understreger den legende lethed, hvormed broen har gjort sin entré og byder alle velkommen. Med Byens Bro er byen på én gang blevet både større og mindre.

 

Byens Bro er et vidnesbyrd om en af arkitekturens fornemste opgaver – at bygge bro mellem mennesker.

 

Campus Kollegiet

Med Campus Kollegiet har SDU fået et bemærkelsesværdigt hus: Det er sammensat af ligedannede voluminer i 4 og 5 etager, der er forskudt, roteret og stablet til tre 15 etager høje tårne, som var de bygget af legeklodser. Det er overbevisende – legende let og ubesværet fremstår det. Det arkitektoniske greb skalerer bygningen, så den helt naturligt etablerer relationer til omgivelserne, uanset sin relativt store højde. De tre tårne organiserer samtidig etageplanerne i 3 x 7 boliger omkring en fælles kerne indeholdende køkkener, opholdsarealer og fælles adgangsveje.

 

I stueplan er indrettet offentlig café, beboervaskeri, cykelparkering, postanlæg foruden administration for kollegiet, hvilket i forhold til andre kollegier giver ankomsten en særlig værdi, idet man kommer hjem eller mærker at være på besøg, allerede når man kommer ind gennem hoveddøren. På tilsvarende vis er der på de øvre etager indrettet møde- og studielokaler foruden kollegiets bibliotek og en stor fælles tagterrasse, der sætter en ekstra dimension ind i huset ved også at kunne anvendes til eksterne formål.

 

I alt udstråler Campus Kollegiet en omsorg for den enkelte, for fællesskabet på kollegiet og for værdien af netværk, der gør kollegiet til et forbilledligt eksempel på, hvorledes man med arkitektur kan bygge samfund, stimulere fællesskab og udvikle relationer.

 

Campus Kollegiet fremstår i lyse tegl, der sammen med vægge af træ, gulv af natursten og store glaspartier med rammer af træ også er materialeholdningen i fællesarealerne. Det er klassisk smukt, det inviterer til brug og det beder om at blive passet på. Studieboligerne er velindrettede og gennem materialeholdningen bibringes de en atmosfære af ro og værdighed, der må få alle beboere til at føle sig værdsat.

 

At udvikle et universitet er også at skabe rammer om et levende og inkluderende studieliv uden for institutionen. Campus Kollegiet er et særdeles vellykket eksempel på, hvorledes bygningskunsten kan bidrage hertil.

 

 

Billedtekster

Præmieret Byens Bro

Arkitektfirmaet Gottlieb Paludan Architects og bygherre Odense Kommune, Drift og Anlæg

 

Præmieret Campus Kollegiet

Arkitekt Julian Weyer fra Arkitektfirmaet C.F. Møller og direktør Peter Poulsen, A.P. Møller Fonden