Spring til indhold
Nyhed

Partnere i Fairtrade By Odense donerer masser af præmier til Verdens Største Kaffepause

03-05-2016

Anker Boye, styregruppeformand for Fairtrade By Odense fortæller:

 

- Det er ganske enkelt en fornøjelse igen at ser, hvordan Partnere i Fairtrade By Odense bidrager aktivt til kampagnen med bl.a. tid, viden og præmier. Det vidner om et stort engagement i forhold til etisk handel.

 

Partnere i Fairtrade By Odense har doneret masser af gode præmier til kampagnen:

  • Café Fyrtøjet: 1 cafébesøg for 2 pers. (inkl. 2 retter fra café-kortet, 2 drikkevarer og 2 Fairtrade-kaffe).
  • Themsens Café & Fristelser: 2 gavekurve med økologiske og Fairtrade-produkter.
  • SPIS! Odense Food Festival: 5x2 billetter til SPIS! Odenses madmarkeder den 17.-18. september.
  • Den Smagløse Café: 3 gavekort à 500 kr.
  • Kvickly Dalum: Fairtrade-produkter til en værdi af 1.000 kr.
  • Scandic Odense: 1 overnatning inkl. morgenbuffet for 2 pers. på et valgfrit Scandic Hotel.
  • Nelle’s Coffee & Wine: 1 gavekort på 400 kr.
  • Café Mauritz: 1 gavekort på 1.000 kr.
  • McDonald’s Odense: 500 kaffekort à 15 kr.
  • Merkur Andelskasse: 1.000 kr. til Fairtradeprodukter

Et udpluk af Partnere i Fairtrade By Odense, som har doneret præmier fortæller:

 

- Ved Café Fyrtøjet serverer vi Fairtrade-kaffe, fordi vi gerne vil være med til at sikre bedre arbejdsforhold for de kaffebønder, der producerer vores kaffe på den anden side af jorden. Derudover er den også rigtig god kvalitetsmæssigt, og det er noget vores kunder kan lide, fortæller Mikkel Boe Petersen, bestyrer ved Cafe Fyrtøjet.

 

- For Den Smagløse Café handler købet af Fairtradeprodukter om at sikre bedre vilkår for lokalbefolkningen i de udviklingslande, der producerer de varer, vi køber. Og så støtter vi lokalsamfundenes eksistensgrundlag, hvilket kan have stor betydning for fattigdomsmigration. Og det synes jeg er vigtigt at afhjælpe, siger Philip Dudzinski, indehaver af Den Smagløse Café.

 

- SPIS! Odense Food Festival handler blandt andet om at bakke op om det lokale fødevareerhverv. Men nu produceres kaffe jo ikke i Danmark, selvom vi drikker det i spandevis. Med Fairtrade har vi et vigtigt redskab, hvormed vi kan skabe bevidsthed om kaffebøndernes arbejdsvilkår og produktionsmetoder, siger Tine Gudrun Petersen adm. direktør for SPIS! Odense Food Festival.

 

- For Themsens Cafe & Fristelser er det helt naturligt at have fokus på økologi, fairtrade og kvalitet. I forhold til fairtrade er vi på den måde med til at sikre bedre arbejdsvilkår for kaffeproducenter, så vi også i årene fremover kan servere god kaffe for vores kunder, siger Jeanette Themsen, indehaver af Themsens Cafe & Fristelser.

 

Om Verdens Største Kaffepause

Verdens Største Kaffepause er en international kampagne med over 20 deltagende lande. Målet er at drikke over 100 mio. kopper Fairtradekaffe i løbet af den 13., 14. og 15. maj. I Danmark organiseres Verdens Største Kaffepause af Fairtrade Mærket og i Odense støtter Partnere bag Fairtrade By Odense aktivt op om kampagnen bl.a. ved at donere præmier til kampagnens fotokonkurrence.

 

Verdens Største Kaffepause sætter fokus på, at millioner af kaffebønder bliver påvirket af konsekvenserne af de globale klimaforandringer.

 

Deltag i den globale kaffepause og vis resten af verden, at du støtter kaffebønderne. Opret din kaffepause på www.fairtradechallenge.org/dk. Her kan du også udfordre dine venner, familie og kolleger til at holde en kaffepause.

 

Kick Off Event i Odense Fairtrade By Odense sparker Verdens Største Kaffepause i gang fredag den 13. maj kl. 14-15 ved Huset på l. Vilhelm Werners Plads i Odense, hvor der vil være taler ved styregruppeformand Anker Boye og Jonas Giersing, direktør for Fairtrade Mærket. Derudover gratis kaffe fra Nelle’s Coffee & Wine og konkurrencer med gode præmier fra Mc Donald’s Odense og Merkur Andelskasse til en samlet værdi af kr. 8.500.

 

Læs Fairtrade By Odenses kampagneflyer: http://kortlink.dk/m5c8

 

BOKS: Om kaffebønder og klimaforandringer Konsekvenserne af de globale klimaforandringer truer kaffebøndernes levebrød. Ændrede vejrforhold, skadedyr og hastig spredning af plantesygdomme betyder, at kaffebønderne i fremtiden får svært ved at levere samme mængde kaffe og samme høje kvalitet som tidligere.

 

Fx er bladrust en plantesygdom, der udgør en stor trussel for kaffedyrkningen. Bladrust angriber kaffebuskenes blade, som falder af og efterlader busken uproduktiv. Når det sker, er kaffebønderne nødt til at fælde op til flere hektar kaffebuske.

 

I Honduras er over halvdelen af den nationale kaffeproduktion blevet ramt, og produktiviteten vurderes at være faldet med hele 38 procent. Ved hjælp af Fairtradebonusser kan kaffebønderne erstatte de syge kaffebuske, så de fortsat kan producere kvalitetskaffe.

 

 

Læs mere om Fairtrade By Odense på: www.odense.dk/FairtradeByOdense