Spring til indhold
Nyhed

Odenses skoleelever konkurrerer om fremtidens løsninger

26-05-2016

Nu får Odenses skoleelever mulighed for at påvirke byens udvikling – midt i en tid med byggekraner, begivenheder og masser af by-projekter.

 

I Vores By – Vores Løsninger er alle 8. klasser inviteret til at komme med deres bud på løsninger af fire forskellige udfordringer, som alle relaterer til Odenses transformation. De er baseret på helt reelle udfordringer og problemstillinger, og det er håbet, at de bedste idéer bliver realiseret, så eleverne kan se deres løsning blive til virkelighed.

 

- Odense forandrer sig i disse år, og vi har brug for de unge i den udvikling. Deres indtryk og idéer skal være med til at forme Odense, så det bliver en by i balance, og som de føler et ejerskab til – et Odense hvor de har lyst til at arbejde og bo. Jeg glæder mig meget til at se deres løsninger, for der er mulighed for at tænke anderledes og nyt. Det bliver meget spændende at følge, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Hos Børn- og Ungeforvaltningen mener rådmand Susanne Crawley Larsen (R), at det giver rigtig god mening at inddrage skolelever i Odenses fremtid på en så konkret måde:

 

- De fire konkrete udfordringer i konkurrencen tager folkeskolens fag en tur ud i virkeligheden. Eleverne bliver udfordret til at tænke nyt, og så får de mulighed for at prøve kræfter med innovative arbejdsformer. Det giver dem en unik indflydelse – ikke kun på deres læring - men på vores by og deres egen fremtid som borgere i Odense. Noget som jeg sætter så stor pris på i vore bestræbelser på at uddanne og danne i vores folkeskoler.

 

Vinderen kåres 16. september

Vores By – Vores Løsninger foregår i hele uge 36. Klassens lærer præsenterer eleverne for casen om mandagen, hvorefter de arbejder med løsninger på skolen. Om fredagen udvælger hver klasse deres bedste projekt, som skal dyste mod de andre skoler i Odense til en kåring fredag den 16. september på Kulturmaskinen.

 

Her er hele klassen inviteret til en festdag, hvor en dommerkomite bestående af politikere, fagfolk,lærere og elevrådsrepræsentanter kårer et vinderprojekt, der præmieres med en vandrepokal og hyggelig aften for hele klassen med spisning og stand-up i Odense.

 

Fire konkrete udfordringer

Klassens lærere modtager en vejledning udarbejdet af folkeskolelærere fra Odense Kommune i samarbejde med fagfolk fra Børn- og Ungeforvaltningen, By- og Kulturforvaltningen og Odense Centralbibliotek.

 

I 2016 stilles eleverne over for følgende fire udfordringer:

 

1: Affald – Hvordan holder vi Odense by ren og får begrænset affald, når vi samtidig bliver flere og flere indbyggere i byen?

 

2: Letbane – Hvordan kan vi med kampagner påvirke og forberede odenseanerne på, at trafikbilledet bliver ændret i år 2020?

 

3: Grønne Byrum - Hvordan bliver Odense Danmarks grønneste storby?

 

4: Klima – Hvordan kan man få regnvandet afledt med kloaknettet? Eller hvordan kan man indrette et område, så det både kan give beboere glæde og natur, og samtidig fungere som et sted, hvor regnvand kan opsamles under kraftig regn?

 

Der er lagt op til en spændende konkurrence, hvor eleverne får indsigt i udviklingen og mulighederne samt blive bevidste om deres by og den andel, de har i Odenses fremtid.

 

Det er første år, at Odense afvikler Vores By – Vores Løsninger, men det er ikke en enkeltstående begivenhed. Tværtimod vil den blive gentaget år efter år. For Odenses transformation er ikke færdig i 2016, og det er tanken, at konkurrencen er med til at skabe et Odense, som byens folkeskoleelever føler, at de kan påvirke.

 

Interesserede lærere kan tilmelde deres klasser til konkurrencen senest den 13. juni med angivelse af navn på skole, klasse, valg af case og kontaktoplysninger til chlyh@odense.dk.

 

Der er plads til 16 deltagende klasser i første udgave Vores By – Vores Løsninger.