Odense ’Knækker Cancer’
Mandag til torsdag i uge 43 afholder Odense Kommune en række aktiviteter og happenings, der skal sætte fokus på, hvordan vi kan forebygge og helbrede kræft. ’Knæk Cancer’-ugen kulminerer med et landsdækkende liveshow torsdag d. 27. oktober, som bliver sendt direkte fra Flakhaven.
”Odense skal være en by, hvor det er let og naturligt at leve sundt sammen, og derfor går Sundhedsudvalget også all in på ’Knæk Cancer’. Det er en god lejlighed til at fortælle om Odenses mange forebyggende indsatser, men også til at få inspiration og idéer til det videre arbejde,” siger formand for Sundhedsudvalget i Odense, Brian Dybro (F).
Knæk Cancer på Flakhaven torsdag den 27. oktober
Torsdag d. 27. oktober danner Flakhaven rammen om talrige aktiviteter med fokus på, hvad vi gør i Odense for at knække cancer. Pladsen åbner kl. 11, og her kan man bl.a. få smagsprøver på sund mad fra Byens Køkken, mens et ernæringsteam rådgiver om mad og kræft.
Man kan møde en frivillig kræftrådgiver, tænde lys for én, man holder af, opleve cykellege for børn, møde Odense Kommunes tobaksforebyggelseskonsulenter, spise mad fra lokale madboder og runde dagen af med koncerten med ’The Eclectic Moniker’.
I Knæk Cancer-bussen kan man hele dagen få tjekket din livsstil, og TV2 sender live fra Odense i Go’ Morgen Danmark, Go’ Aften Danmark og i TV2 Vejret.
Odense knækker også cancer mandag, tirsdag og onsdag i uge 43
Mandag, tirsdag og onsdag afholder Odense Kommune en række arrangementer, der synliggør kommunens forskellige sundhedstilbud i relation til kræft. Der er udvalgt fire fokusområder: Tobak, alkohol og rusmidler, fysisk aktivitet og kost.
Mandag og onsdag er der besøg på hhv. Ubberud skole og Kold College, hvor snakken vil dreje sig om de skadelige virkninger af tobak og alkohol. Tirsdag er emnet kost og motion. Her cykler en 4. klasse fra Ejerslykkeskolen ud til ’Haver til Maver’ og lærer om sund kost fra jord til bord.
Ejerslykkeskolen er bl.a. en del af projekt ’Cykelglad skole’, som har haft stor succes med at få gjort cykling til en del af skolens hverdag. Brian Dybro uddyber:
”Vi ved, at motion og sund kost er med til at forebygge cancer. Cykling er en god motionsform, som vi længe har satset på i Odense - ikke mindst hos skolebørnene, som vi rigtig gerne vil give nogle gode cykelvaner fra de er små. Allerede nu cykler vi mere end en gennemsnitskommune, og vi har en række samarbejder med Kræftens Bekæmpelse om at få endnu flere til at tage cyklen.”
Repræsentanter fra Sundhedsudvalget deltager til alle arrangementer, hvor de lytter på eksperterne og har en dialog med både børn og unge.