Spring til indhold
Nyhed

Odense Havnebad åbner 1. juli 2016

27-06-2016

Fredag den 1. juli kl. 13 åbner Odense Havnebad. Når badet åbner for odenseanerne, åbner der sig samtidigt helt nye oplevelser på havnen.

 

- Havnebadet er en brik i hele den transformation, Odense gennemgår i disse år. Havnen spiller en stor rolle i Odenses udvikling til en moderne dansk storby. Den er et af de vigtigste og mest centrale områder, som vi vil udvikle og udbygge til at blive en ny, levende bydel i Odense, siger Jane Jegind, by- og kulturrådmand i Odense Kommune.

 

Havnen er på 12 år gået fra at være industri og erhverv til at blive en bydel med boliger, erhverv og aktiviteter tæt på både centrum, skov og vand. Udviklingen bliver ikke mindre i de kommende år.

 

- I Kommuneplanen 2016-2028 er der stort fokus på byomdannelsen af den indre havn. Vi ønsker at bygge flere boliger på havnen, for havnens beliggenhed og dens helt særlige kvaliteter udgør et stort potentiale for byudviklingen. Midt i herlighederne ligger Odense Havnebad, som naturligt bliver et omdrejningspunkt for endnu mere liv året rundt, siger Jane Jegind.

 

Odense Havnebad

Odense Havnebad er bygget op omkring et bassin på 33,3 meter. Det ligger i havnebassinet tæt på Havnepladsen som et skib for anker. Vandet i bassinet er ikke havnevand, men badevand som i andre offentlige svømmehaller. Der kan max være 300 gæster ad gangen i Odense Havnebad.

 

- Odense Havnebad har en størrelse, som egner sig til en dukkert – både sommer og vinter. Vi har lagt vægt på at kunne tilbyde odenseanerne muligheden for at bade i det fri året rundt. Det er der allerede en gruppe borgere, der har taget til sig og dannet en vinterbadeklub, som hedder OdinsVig, siger Jane Jegind.

 

Opgaven med at drive et havnebad er ny for Odense Kommune. Odense Idrætspark har dog stor erfaring baseret på Odense Kommunes øvrige bade- og svømmetilbud som svømmehallerne og ikke mindst Odense Friluftsbad.

 

Festlig åbningsdag

Odenseanerne har ventet i spænding på det nye havnebad. Også erhvervslivet bakker op om det nye havnebad, og de er med til at gøre åbningen ekstra festlig i et samarbejde med Odense Kommune. Flere erhvervsdrivende stiller op den 1. juli med boder på Havnepladsen fra kl. 10, så besøgende i havnebadet kan købe en is, en kop kaffe eller solcreme.

 

- Det glæder mig, at erhvervslivet i Odense også kan se værdien af et havnebad på Odense Havn. Det bekræfter mig i, at udviklingen på havnen går i den helt rigtige retning og netop understøtter den byudvikling, som Odense gennemgår til at blive en moderne storby, siger Jane Jegind.

 

Fakta om Odense Havnebad

  • De samlede udgifter til Odense Havnebad beløber sig til 35 mio. kr.
  • Der er fri adgang til badet, og det er åbent året rundt
  • Badet kan rumme op til 300 gæster ad gangen
  • Odense Havnebad har moderne faciliteter så som bad, toiletter, omklædning og sauna
  • Der er livreddere i Odense Havnebad
  • Sæsonen begynder den 1. juli 2016 kl. 13
  • Odense Havnebad drives af Odense IdrætsparkSe mere på Odense Idrætsparks hjemmeside