Spring til indhold
Nyhed

Kinesiske turister strømmer til H.C. Andersens Hus

16-09-2016

Der er meget at opleve for en turist i Odense. Spændende museer, festivaler, sportevents, et levende restaurationsmiljø og meget mere. For asiatiske – og i særdeleshed – kinesiske turister er H.C. Andersens Hus det helt store trækplaster. I 2015 havde museet således 10.000 besøgende fra Kina, men den rekord er i år allerede blevet slået i september.

 

Den 9. september kunne H.C. Andersens Hus registrere gæst nummer 11.252 fra Kina. Det er en forbedring på næsten 50 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.

 

- De kinesiske turister ønsker at opleve museets autentiske stemning – kombineret med bymidten, hvor Andersen færdedes som barn ved Odense Slot, Domkirken og åen. Desuden er gode indkøbsmuligheder og mærkevarer vigtige for dem. Derfor vil byens transformation også understøtte muligheden for at tiltrække flere turister, som bliver her i længere tid, siger afdelingschef for kunst og kultur Ellen Drost.

 

Flere kinesiske overnatninger

Stigningen i kinesiske gæster glæder by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som kalder det en meget flot udvikling.

 

- Vi skal glæde os over hver eneste turist i Odense, men det er særdeles positivt, at kineserne kommer i større antal. Det er en befolkning, som er begyndt at rejse mere, og vi skal bruge deres interesse for H.C. Andersen til at fortsætte den gode udvikling. Turister er lig med stemning og omsætning, hvilket gavner vores hotel-, restaurations- og handelsliv, og det har stor betydning for Odense, siger Jane Jegind.

 

Selvom størstedelen af de kinesiske turister kun besøger Odense én enkelt dag, så er antallet af kinesiske overnatninger også i vækst.

 

De seneste tal fra VisitDenmark viser, at der var 656 overnatninger i perioden januar-juli 2015, mens tallet er steget til 1.924 for samme periode i år. Det er en stigning på mere end 190 procent.

 

- Overnatninger betyder, at vores gæster har mere tid til at handle, spise eller besøge andre af byens aktiviteter, f.eks. Den Fynske Landsby, Jernbanemuseet eller domkirken. Men overnatninger betyder også, at turisterne får mulighed til at besøge resten af Fyn, så det gavner hele øen, når vi lykkes i Odense, siger Jane Jegind.

 

Endnu større potentiale

Chef for Destination Fyn Klyngen, Thomas Kastrup glæder sig også over fremgangen:

 

- Effekten af 3 års målrettet indsats for at trække kinesiske turister til Fyn, begynder for alvor at vise sig nu. I Kina Alliancen har vi sammen med H.C. Andersens Hus og en række andre attraktioner, hoteller, slotte og detailhandlen satset langsigtet og investeret i at skabe en stærk position for Odense som ”H.C. Andersens hjemby” i Kina. Vi glæder os til at tage næste skridt, for vi har et endnu større potentiale på verdens største rejsemarked”, siger han.

 

Tallene fra VisitDenmark viser, at antallet af danske overnatninger også er i stor stigning – 20 procent flere overnatninger end i samme periode året før. De udenlandske overnatninger har samlet set haft et mindre fald på 1,8 procent, men det ændrer ikke ved, at antallet af overnatninger i Odense i alt steget med 14,5 procent i årets første halvdel.