Spring til indhold
Nyhed

GASA-grunden bliver til en ny bydel

07-12-2016

Der vil fortsat være blomster på GASA-grunden i Bolbro, men i fremtiden skal de ikke fragtes over hele verden, men derimod skabe liv og luft i en helt ny bydel ved navn Gartnerbyen med boliger målrettet unge, børnefamilier og seniorer.

 

Hvor der i dag er et travlt erhvervsområde, vil forskellige typer bygninger, butikstorv, grønne områder og stier til bymidten tage over, når H. Skjøde Knudsen A/S går i gang med projektet på mere end 140.000 kvadratmeter.

 

- Dette er en fantastisk nyhed for Odense og alle involverede. Der er tale om et betydeligt område, som ligger godt placeret i forhold til Bolbros mange faciliteter og bymidtens tilbud. Vi får et virkelig attraktivt boligområde, og det er kommet i stand efter tæt samarbejde mellem erhvervsliv og forvaltning. Jeg ser frem til at drøfte planerne og mulighederne på det kommende udvalgsmøde, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Der er naturligvis også glæde og forventning hos H. Skjøde Knudsen A/S, hvor administrerende direktør Allan Nielsen tror på, at området kan udvikle sig til en stor gevinst for byens udvikling.

 

- Da vi havde solgt de sidste byggeretter på Odense Offentlige Slagtehuse, kiggede vi mod jernbanen og så muligheder for at fortsætte byens udvikling over skinnerne og ind på GASA-grunden. Det er et kæmpe erhvervsområde, som tiden og udviklingen har omkranset af boliger. Vi har haft en konstruktiv dialog med GASA GROUP og Odense Kommune, og den har ført frem til en aftale om overtagelse af ejendommen, siger Allan Nielsen fra H. Skjøde Knudsen A/S.

 

Næstformand i By- og Kulturudvalget Peter Rahbæk Juel (S) glæder sig over udsigten til en ny bydel med plads til alle.

 

- Gartnerbyen binder ikke bare Bolbro og Vesterbro sammen. Den binder også generationerne sammen, fordi der bliver boliger til både unge, børnefamilier og seniorer. Og så bliver det en bydel med blandede boligformer - både private og almene. Der bliver plads til alle indkomster i alle aldre. Det glæder mig.

 

Bedre vilkår for GASA

Med den nye bydel slutter en del af historien med GASA i Bolbro, men virksomheden forlader ikke Odense. I øjeblikket arbejder kommunen og virksomheden tæt sammen om at finde en velegnet grund til GASA GROUP.

 

- Fra GASA’s side er vi glade for at kunne overdrage vores område til en videreudvikling af Odenses bynære område, mens vi samtidigt flytter en del tungere trafik væk fra Bolbro, siger administrerende direktør Niels Søren Rasmussen fra DLG-ejede GASA GROUP og fortsætter:

 

- Vi er også glade for den gode dialog, som vi har haft med Odense Kommune om vores fremtidige placering. Det giver god forretningsmæssig mening, og det sikrer blandt andet en mere effektiv logistik og distribution.

 

Såfremt projektet får politisk opbakning, er det realistisk, at arbejdet med Gartnerbyen kan begynde ultimo 2018. Det er forventningen, at bydelen vil stå helt færdig i 2025 eller 2026.