Spring til indhold
Nyhed

ForeningsVærkstedet styrker tilbuddet til Odenses foreninger

22-03-2016

Hvis den lokale forening drømmer om at deltage i den åbne skole eller har brug for rådgivning i forbindelse med f.eks. en tilbygning til klubhuset eller en multibane, behøver de kun at henvende sig et sted.

 

I samarbejde med de Samvirkende Idrætsklubber i Odense (SIKO) har By- og Kulturforvaltningen nemlig styrket tilbuddet i ForeningsVærkstedet på Stadionvej 50, så der bliver tale om én indgang til råd og vejledning.

 

Hidtil har Odenses folkeoplysende foreninger kunne få hjælp til fundraising og regnskaber, men det vil fremover også omfatte rådgivning om anlægsprojekter samt give information om tilskud fra Idrætspuljen, hvor foreningen kan søge midler, hvis de vil bidrage med aktiviteter og tilbud til den Åbne Skole.

 

- Vores foreninger er i høj grad et fundament for det gode liv i Odense. Her bliver skabt venskaber og fællesskaber, og vi har alle en interesse i velfungerende foreninger med gode faciliteter og spændende tilbud. Jeg håber, at foreningerne vil benytte sig af tilbuddet, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

ForeningsVærkstedet har åbent den første tirsdag i måneden fra kl. 16.30 til 19.30 i perioden 1. september til 31. maj – dog med undtagelse af skoleferierne – og i første omgang kan foreningerne møde en medarbejder fra Fritid og Eliteidræt den 5. april og 3. maj, som sidder klar til at hjælpe.

 

Senere vil By- og Kulturforvaltningen sammen med SIKO vurdere foreningernes behov for at kunne få råd og vejledning om anlægsprojekter, og på den baggrund vil det blive afgjort, om løsningen skal være permanent i hele ForeningsVærkstedets åbningstid.

 

For yderligere oplysninger kan interesserede kontakte Fritid og Eliteidræt på telefon 65 51 53 18eller på mail: fritid.bkf@odense.dk.