Spring til indhold
Nyhed

Erfaren mand i spidsen for Byregion Fyn

08-09-2016

Thomas Thume Nielsen kommer fra en stilling som projektchef i Norddjurs Kommune. Her har han de sidste 5 år arbejdet strategisk med mobilitet, erhvervsudvikling, bosætning og turisme på tværs af kommunerne på Djursland.

 

Den nye teamleder for Byregion Fyn har mange års erfaring med ledelse og projektarbejde fra tidligere stillinger både i det kommunale og statslige, men også fra en række stillinger i private virksomheder.

Thomas Thume Nielsen er uddannet inden for offentlig administration, ledelse og organisationsudvikling.

 

-Thomas har blik for kommunernes forskellige roller i samarbejdet og forstår at varetage byregionens samlede interesser indadtil og udadtil, siger kommunaldirektør Tim Jeppesen, fra Kerteminde Kommune, på vegne af Kommunaldirektørforum Fyn. Thomas har gennem en årrække samarbejdet med kommuner og ministerier inden for mange af de strategiske kerneområder, som er centralt for samarbejdet i Byregion Fyn.

 

Byregion Fyn har sekretariat på Odense Rådhus, men er finansieret af 9 fynske kommuner. Byregion Fyn er organiseret under Bystrategisk Stab i Odense Kommune. Trine Skammelsen, der er chef for Bystrategisk Stab, ser frem til samarbejdet med den nye teamleder.

 

-Med Thomas Thume Nielsen er jeg sikker på, at vi får en erfaren person med stor ledelseserfaring og indsigt i de relevante faglige områder. Thomas har skabt markante resultater i sit nuværende job, hvor han bl.a. har haft ansvar for en mobilitetsplan på tværs af to kommuner. Han besidder de helt rette kompetencer til jobbet, herunder stor erfaring inden for kommunikation, ledelse og samarbejde, mener Trine Skammelsen.

 

Thomas Thume Nielsen er 59 år gammel og bor på Djursland. Han flytter til Odense i forbindelse med sin nye stilling, som han tiltræder i den 17/9-16.