Elsesminde Odense Produktions-Højskole kåres til Fairtrade Uddannelse
Kl. 14:00 – 15:00
Elsesminde Odense Produktions-Højskole er vært ved et arrangement, hvor skolen får overrakt diplom som Fairtrade Uddannelse. Skolens elever får spændende oplæg om fair trade af Jonas Giersing, direktør for Fairtrade Mærket. Anker Boye, styregruppeformand for Fairtrade By Odense kommer og fortæller om Fairtrade By Odense og arbejdet med etisk handel i Odense. Eleverne får mulighed for at stille de spørgsmål om fair trade og Fairtrade By Odense de har forberedt. Se program herunder.
Anker Boye, styregruppeformand for Fairtrade By Odense, glæder sig over, at endnu en uddannelsesinstitution i Odense kåres til Fairtrade Uddannelse:
- Odense er jo Fairtrade By. Derfor er det en stor styrke for projektet Fairtrade By Odense, når en uddannelsesinstitution som Elsesminde Odense Produktions-Højskole sætter fokus på etisk handel, ved at købe certificerede varer og ved at formidle om effekterne af køb af Fairtrade. På den måde dækker projektet over flere generationer, der dermed er med til at løfte projektet i fremtiden, siger Anker Boye.
Vibeke Nørby Mouridsen, forstander ved Elsesminde Odense Produktions-Højskole glæder sig over, at eleverne bliver klogere på fair trade og internationale samfundsforhold:
- Ved Elsesminde lægger vi stor vægt på at implementere Fairtrade i undervisningen, og vi arbejder på at lære vores elever at forholde sig ansvarligt til deres omverden. Fairtrade er på den måde mere end ingredienser i køkkenet. Det giver os mulighed for at snakke om samfundsforhold og levestandarder andre steder i verden, siger Vibeke Nørby Mouridsen.
Programmet for debatarrangementet er:
- Velkomst. Vibeke Nørby Mouridsen, forstander ved Elsesminde Odense Produktions-Højskole.
- Fairtrade. Om Fairtrade Organisationens opbygning og det arbejde Fairtrade Organisationen udfører. Hvordan fungerer konceptet Fairtrade, og hvilken effekt har mærkningsordningen for arbejds- og levevilkårene for nogle af verdens småbønder og plantagearbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika. Jonas Giersing, direktør, Fairtrade Mærket.
- Fairtrade By Odense. Et samarbejde mellem det odenseanske erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreninger og kommune om at fremme etisk handel i Odense. Anker Boye, styregruppeformand for Fairtrade By Odense.
- Spørgerunde. Elever fra Elsesminde Odense Produktions-Højskole stiller spørgsmål til oplægsholderne, som de har forberedt gennem arbejdet med emnet fair trade forud for arrangementet. Ordstyrer er Vibeke Nørby Mouridsen, forstander ved Elsesminde Odense Produktions-Højskole.
- Diplomoverrækkelse. Jonas Giersing, direktør for Fairtrade Mærket, overrækker Fairtrade Uddannelses-diplom til Vibeke Nørby Mouridsen, forstander for Elsesminde Odense Produktions-Højskole.
- Fairtrade-kaffe og -kage. Kantinen på Elsesminde Odense Produktions-Højskole serverer Fairtrade-kaffe og -hjemmebag.
Arrangementet holdes i Teatersalen på Elsesminde Odense Produktions-Højskole, Sanderumvej 117.
Vedhæftet er et foto af:
- Værkstedslærer Tina Rasmussen og Forstander Vibeke Nørby Mouridsen.
- Elsesminde Odense Produktions-Højskole.
Om Fairtrade By Odense
Fairtrade By Odense er et samarbejde mellem det odenseanske erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreninger, kommune og enkeltpersoner om at fremme etisk handel i Odense. Fairtrade By er en international kampagne for byer, der beskæftiger sig med etisk handel. På verdensplan er der over 1.500 Fairtrade Byer. Fairtrade By Odense på facebook: http://www.facebook.com/FairtradeByOdense. På Instagram: @FairtradeByOdense. Partnerkredsen bag Fairtrade By Odense dækker over et bredt udsnit af odenseanske aktører, som drikker Fairtrade-kaffe på arbejdspladsen eller serverer Fairtrade-kaffe for deres kunder. Læs mere på www.odense.dk/FairtradeByOdense
Om Elsesminde Odense Produktions-Højskole
Elsesminde Odense Produktions-Højskole har som mission at give unge mellem 16 og 25 år lyst til at vælge, starte og gennemføre en uddannelse eller fastholde et job, – og samtidig styrke de unge i deres valg, ved at hjælpe dem med at udvikle de nødvendige kompetencer. Gennem produktionsskolepædagogik, produktion, undervisning, vejledning og fællesskab, får eleverne udviklet personlige, sociale og faglige kompetencer. Elsesminde Odense Produktions-Højskole har lige nu 180 elever boende. Elsesminde Odense Produktions-Højskole er partner i Fairtrade By Odense. http://www.elsesminde.dk/