Spring til indhold
Nyhed

Cyklisterne får alternativ til Vindegade

05-12-2016

Nu har cyklisterne fået en alternativ rute til Vindegade, hvor der er mere plads til trafikanter på to hjul. Efter at Cyklistforbundet i Odense henvendte sig til by- og kulturrådmand Jane Jegind og sammen gik ruten igennem til fods, har By- og Kulturforvaltningen arbejdet hurtigt og fået godkendt ændringerne hos politiet, så ruten allerede nu er klar til brug.

 

Cykelringen er blevet flyttet, så cyklisterne kan cykle ad Grønnegade, Pantheons Passage og Pantheonsgade syd, hvilket kan opleves som en mere tryg rute.

 

- Det er virkelig positivt, at Cyklistforbundet aktivt kommer med konkrete løsningsforslag, og jeg er yderst tilfreds med, at vi kunne gøre forslaget til virkelighed så hurtigt. Cyklerne er fortsat velkomne på Vindegade, men nu har de fået en alternativ rute, og det glæder mig, for det er kommunens opgave at give flere muligheder – og ikke begrænsninger – for alle vores trafikanter, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Den nye rute er formelt en flytning af Cykelringen, og der er gennemført følgende:

  • Venstresvingslomme for cyklister på Vindegade ved Grønnegade.
  • Cyklister tilladt i begge retninger på Pantheons Passage efter tilladelse fra ejeren.
  • Tilpasning af vejvisningen for Cykelringen.

- Vi ønskede at aflaste cykeltrafikken på Vindegade, så hvis man skal ned til f.eks. Sdr. Boulevard og Munke Mose, har vi fået etableret en smutvej, som cyklisterne med fordel kan anvende. Jeg er glad for, at vi har fået det etableret så hurtigt, siger Jens Henriksen, formand for Cyklistforbundet Odense.

 

Odenses cyklister kan desuden med fordel anvende ”Odense Rundt” – byens nye app – når de cykler gennem Odense. App’en giver blandt andet rutevejledning til cyklister, som endda kan vælge mellem en almindelig eller en mere grøn rute fra start til slut. ”Odense Rundt” kan hentes på AppStore eller Google Play.