Børnebål, jazz og æggekage på sankthansaften i Fruens Bøge
Børnenes egen sankthansfest
Tormods Reggae Experience starter kl. 14.00 sankthansfesten med sprudlende rytmer og underholdende riffs, så både børn og voksne kan få rystet kroppen på plads til sommerferiens strabadser. Når man har danset sig varm og trænger til luft i håret, er der mulighed for at komme højt til vejrs i en High Jumper – en trampolin med seler, hvor der er garanti for kriller i maven.
Er man mere til de stille aktiviteter, kan man prøve karrusellen, teste heldet i tombolaen, gøgle og lege med sæbebobler eller bage snobrød ved Danmarks mindste sankthansbål, som varetages af spejderne fra Camelot Gruppen. Ud over reggaekoncerten vil der på scenen også være trylleshow med Lars U, ballondyr og skøn børnerock med bandet Ørehængerne.
Jazz og picnichygge
Fra kl. 17.00 bliver Midsommer på Engens scene stille og roligt overtaget af nogle af landets dygtige jazzmusikere til glæde for det voksne publikum. Til lyden af kunstnere som Anders Mogensen og Alice Carreri kan store som små slå sig ned med picnickurve på den store plæne eller benytte sig af muligheden for at købe æggekage, grillpølser og diverse drikkevarer.
Når by- og kulturrådmand Jane Jegind har holdt årets midsommertale, og midsommervisen har mindet os om årstidens skønheder, bliver der kl. 21.00 tændt op under det kæmpestore sankthansbål.
Hele familiearrangementet slutter kl. 22.00
Sceneprogram for Midsommer på Engen 2016:
Særligt for børn
Kl. 14.00 - 15.00 - Tormods Reggae Experience
Kl. 15.00 - 15.30 - Lars U tryller
Kl. 15.30 - 16.15 - Ørehængerne
Kl. 16.15 - 16.45 - Lars U tryller
Jazz
Kl. 17.00 - 18.45 - Onkel Ond Band
Kl. 18.45 - 19.45 - DJ 99 Blows
Kl. 20.00 - 20.35 - Anders Mogensen Midsummer Dream Quintet feat. Alice Carreri
Kl. 20.35 - 20.50 - DJ 99 Blows
Kl. 20.50 - 21.00 - Midsommertale ved kulturrådmand Jane Jegind
Kl. 21.00 - Midsommervise og Danmarks største sankthansbål
Kl. 21.00 - 21.45 - Anders Mogensen Midsummer Dream Quintet feat. Alice Carreri