Spring til indhold
Nyhed

Bilisterne i Odense spørges til råds

31-03-2016

I weekenden den 2.-3. april kan odenseanere og besøgende se frem til at møde studerende på byens gader, når de besøger midtbyen eller indkøbscentrene for at handle, gå til koncert eller hygge sig på caféer.

 

De studerende vil dele flyers ud til folk eller placere dem i bilruden. Flyeren opfordrer bilister til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse fra By- og Kulturforvaltningen, som skal afdække behovet for information om trafikken i Odense. De studerende laver også interviews med bilisterne på stedet.

 

I spørgeskemaet får borgere, pendlere og besøgende i Odense mulighed for at fortælle om deres kendskab til den eksisterende trafikinformation og deres behov for yderligere viden. På baggrund af besvarelserne vil By- og Kulturforvaltningen forbedre eller udvikle nye tiltag, som gør det lettere at blive klog på trafikken i Odense.

 

- Der er ingen tvivl om, at Odense er presset trafikalt. Det kan ikke undgås, når vi skal bygge en letbane og lukke centrale veje samtidigt, men det øger kun behovet for relevant og tilgængelig information. Jeg håber, at mange vil tage imod vores flyer og udfylde skemaet, så vi kan gøre mest muligt for at mindske generne, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Målgruppen for undersøgelsen er bilister, og derfor vil studentermedhjælperne stå placeret på centrale parkeringspladser i byen.

 

Spørgeskemaet kan besvares på www.odense.dk/trafik (fra lørdag morgen).