Spring til indhold
Nyhed

Afdelingschef stopper i By- og Kulturforvaltningen

22-11-2016

Efter gensidig aftale fratræder afdelingschef Henrik Lumholdt sin stilling i By- og Kulturforvaltningen. Henrik Lumholdt begyndte i Odense Kommune i 1986, hvor han blev ansat i Byplanafdelingen, og han har været chef for Byudvikling – dengang Kultur, Plan og Byg - siden 1. april 2007.

 

- Først og fremmest vil jeg takke Henrik Lumholdt for sine mange års indsats for Odense Kommune, hvor han har spillet en stor rolle i adskillige byudviklingsprojekter. Både Henrik og By- og Kulturforvaltningen lægger nu hver for sig nye spor for fremtiden. I Byudvikling vil vi bruge situationen til at kigge nærmere på, hvorledes vi endnu bedre kan løse de forestående opgaver, hvilket vil falde naturligt i tråd med den kulturudviklingsproces, som pågår lige nu i hele By- og Kulturforvaltningen, siger administrerende direktør Anne Velling.

 

Efter 30 år i Odense Kommune ser Henrik Lumholdt nu frem til at prøve nye udfordringer.

 

- Jeg har haft nogle rigtig gode år i Odense Kommune. Muligheden for at forfølge nye arbejdsspor har nu budt sig, og jeg glæder mig til at opleve, hvor de spor fører hen, siger Henrik Lumholdt.

 

By- og Kulturforvaltningen forventer, at der vil være fundet en permanent løsning på udfyldelse af chefstillingen i Byudvikling i løbet af foråret 2017.