20 mio. kroner til aftenspersonale på plejecentrene
Velfærdsprocenten giver Ældre- og Handicapforvaltningen 31,9 mio. ekstra i 2017. Odense Byråd har i dag godkendt et forslag til, hvordan pengene skal bruges. Den største del går til ansættelse af aftenpersonale på Odenses plejecentre for 20 mio. kroner. Det svarer til ca. 44 ansættelser.
- Jeg er glad for, at vi nu kan tilføre vores plejecentre flere ressourcer og hænder i aftentimerne. Det er noget, der kan mærkes derude, og som vil skabe mere tryghed, ro og omsorg for nogle af vores svageste borgere, siger rådmand Brian Skov Nielsen (EL)
Indtægterne fra Velfærdsprocenten skal efter aftalen bruges til at sikre et varigt løft af velfærden i Odense Kommune. Rådmanden fortsætter:
- Vi må bare erkende, at velfærdsniveauet i Odense har været meget lavt. Det kan vi se, når vi sammenligner os med andre kommuner, og hvad de f.eks. bruger på ældreområdet og handicapområdet. Der ligger vi i den lave ende, hvilket vi ikke kan være tilfredse med. Der skal flere penge til, og det her er godt og nødvendigt skridt på vejen.
Velfærdsprocenten i Ældre- og Handicapforvaltningen
Ud over mere aftenpersonale blev det også aftalt, hvilke andre områder der skal have penge. Det betyder bl.a. en årlig investering i handicapområdet på 10 mio. kroner, 1,9 million til aktiviteter i botilbud på handicap og psykiatriområdet, samt 1,1 mio. kroner til forebyggelsesindsatser.
Ældre- og Handicapforvaltningen får 31,9 mio. kr. i 2017. Beløbet stiger til 39,0 mio. kr. i 2018, 39,9 mio. kr. i 2019 og 41,2 mio. kr. i 2020.