Tre nominerede i spil til årets handicappris
Årets handicappris bliver uddelt som en helt særlig anerkendelse til en person, virksomhed eller organisation, som har ydet en ekstra indsats for Odenses handicappede borgere. Prisen skal være med til at fremhæve de gode eksempler på, hvordan hverdagen for handicappede borgere kan gøres bedre – og i år er ingen undtagelse.
Torsdag den 3. december – på FN’s internationale handicapdag – bliver prisen således uddelt til én af tre nominerede. Det sker ved et festligt arrangement i Kulturhuset på Rytterkasernen i Odense.
I år har temaet været ”inklusion af handicappede i byens fritids- og kulturliv”, og der er kommet mange forslag til værdige modtagere, hvilket glæder by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som skal uddele prisen til vinderen.
- Vi prioriterer kulturen og fritidslivet højt i Odense. For at give alle den samme mulighed for at udnytte de tilbud, der er på området, er det nødvendigt, at vi gør en speciel indsats for nogle målgrupper. Jeg glæder mig til at hylde folk, som har gjort – og som gør - en ekstra indsats for Odense og deres medborgere, siger Jane Jegind.
Blandt 11 gode indstillinger har juryen valgt tre nominerede, som hver især har ydet en særlig indsats for handicappedes muligheder i fritids- og kulturlivet.
-
Jan Jørgensen fra Boldklubben Enghaven. Han er træner for børn og unge med nedsat funktionsevne, og der er lagt stor vægt på en inkluderende træning. Det er ikke niveauet, som er afgørende. I stedet bliver der fokuseret på, at alle føler sig anerkendt og som en del af holdet.
-
Odense Eventyr Golf er indstillet for sin store indsats for handicappede golfspillere. Klubben og baneejeren har fokuseret på at have handicapvenlige faciliteter, og Odense Eventyr Golf står velvilligt til rådighed for rekrutteringsaktiviteter samt arrangementer for bredde- og elitespillere.
-
Tidens Samling har gjort deres permanente udstilling tilgængelig for synshandicappede og andre, som har glæde af lydbeskrivelser. Der er desuden lagt ledelinjer på gulvet samt et opmærksomhedsfelt i rillet metal til gavn for blinde og svagtseende.
Det er juryen, der finder den endelig vinder, og her sidder blandt andre ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (Ø), og han glæder sig til uddelingen, for årets handicappris har stor betydning.
- Den sætter fokus på, at mennesker med et handicap bidrager lige så meget til samfundet som andre, og den hædrer de ildsjæle, som gør inklusionen mulig. Jeg ved fra mit arbejde som rådmand på handicapområdet, at mennesker med handicap har drømme og ambitioner for livet inden for kultur, fritid og arbejdsmarked, og derfor skal vi hele tiden sørge for, at inklusion er en naturlig del af vores samfund, siger Brian Skov Nielsen.
Ved prisuddelingen den 3. december kan deltagere se frem til musikalske indslag ved guitarist Christian Brock og kulturhusets husband Bali samt stand-up med komiker Jonas Brøndum.
Det er Birthe Malling, formand for Odense Handicapråd, som står for velkomsten, og sidste års vinder Mona Bober vil levere et oplæg, før årets handicappris bliver uddelt af by- og kulturrådmand Jane Jegind.
Årets vinder kan se frem til at modtage en bronzestatuette skabt af Jens Galschiøt, diplom, blomster og sponsorerede gavekort til Restaurant Pasfall og Profil Optik Tarup.
Program for uddelingen
Ankomst kl. 15.30 – 16.00: Inden det officielle prisarrangement begynder, vil der være musik ved guitarist Christian Brock. Her vil gæsterne også have mulighed for at en se en kunstudstilling, kreeret af Prospect Art. Prospect Art er et projekt tilknyttet Kulturhuset på Rytterkasernen, hvor handicappede arbejder med og får undervisning i kunst med udgangspunkt i den enkeltes egen tilgang og interesser.
16.00: Velkomst ved formanden for Odense Handicapråd, Birthe Malling
16.10: Musikalsk indslag fra Kulturhusets husband Bali
16.30: Stand-up komiker Jonas BrøndumJonas Brøndum er en komiker, der er stormet frem siden sin debut i 2012. På blot tre år har han markeret sig som et af de stærkeste nye navne på stand-up scenen, Hans jokes spænder bredt, lige fra personlige oplevelser, idioti i hverdagen, tendenser i samfundet, og hans egne tanker og oplevelser omkring at leve med spastisk lammelse.
16.50: Oplæg fra vinderen af Handicappris’14, Mona Bober
17.00: Præsentation af de tre nominerede til Handicappris’15 ved rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Jane Jegind
17.15: Vinderen af Handicappris’15 offentliggøres
17.25: Tak for i dag ved guitarist Christian Brock