Ta´cyklen på indkøb
Ta’ Cyklen Danmark er en ny kampagne, der skal få flere til at tage cyklen på de korte ture i hverdagen. Kampagnen gik i luften i uge 12 med aktiviteter rundt omkring i byen og i denne uge kan du deltage i en skattejagt ved hjælp af TaCyklens Instagramprofil.
På Instagram lægges der et billede af en cykeltaske fyldt med lækre dagligvarer, og en ledetråd til hvor den befinder sig. I løbet af dagen lægges der flere ledetråde op, der afslører lidt mere om gemmestedet. Den første, der når frem til posen vinder tasken med indhold.
Facebooksiden Ta’Cyklen vrimler også lige nu med konkurrencer om lækre præmier, med alt fra regntøj og cykelkurve til cykel-airbags og en Christianiacykel.
Cyklen er et sundt og oplagt valg i hverdagen
Ta’ Cyklen Danmark vil motivere danskerne til at vælge cyklen frem for bilen, ved at sætte fokus på hvor nemt, sundt, billigt og miljørigtigt det er at cykle. De sundhedsmæssige gevinster er et af kampagnens vigtigste budskaber, fordi selv de korte distancer har en forebyggende effekt på kræft, type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. Cyklister lever endda i gennemsnit 4-5 år længere end folk, der ikke cykler.
”Det er vigtig for Odense, at vi arbejder for at gøre de sunde og bæredygtige alternativer i vores daglige gøremål til de lette valg. At vi som borgere har nemt ved at vælge mellem forskellige transportmidler, alt efter hvordan vores dag ser ud. Det gælder alt lige fra transporten til og fra arbejde, på indkøb og til fritidsaktiviteter med børnene og derfor er vi med i Ta’ Cyklen Danmark”, siger By og Kulturrådmand Jane Jegind.
Bag Ta’ Cyklen Danmark står et partnerskab mellem tre patientforeninger (Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen), fire kommuner (Aarhus, Middelfart, Odense og Frederiksberg Kommune) samt en række andre aktører (DTU Transport, KU Science, Cyklistforbundet, DSB). Ta’ Cyklen Danmark er støttet af Vejdirektoratet og Nordea-fonden.