Spring til indhold
Nyhed

Rådmand igangsætter ekstern redegørelse om børnesager

27-08-2015

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) i Odense Kommune sætter nu en ekstern redegørelse i gang, der skal belyse forløbet, som Børn- og Ungeforvaltningen har gennemført hen over sommeren. Et forløb, der har ført til lukning af børnesager.

 

- Vi har her at gøre med udsatte og sårbare børn og familier, og det er helt afgørende for mig, at vi drager omsorg for deres behov og rettigheder. Det er ingen hemmelighed, at vi i disse år oplever et pres på økonomien, og derfor skal vi være meget opmærksomme på, at vi bruger vores ressourcer, så de kommer flest mulige børn til gavn. Men der må ikke herske tvivl om, at der skal tages udgangspunkt i individuelle, faglige vurderinger, udtaler rådmand Susanne Crawley Larsen.

 

- Jeg brugte dagen i går på at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag. Det er et kompliceret forløb, og derfor er jeg overbevist om, at det er bedst for alle parter, at vi nu får vendt hver eneste sten. Derfor vil jeg iværksætte en ekstern redegørelse, der skal afsluttes, så den kan lægges til grund for kommunens udtalelse til ombudsmanden, udtaler Susanne Crawley Larsen (R).