Spring til indhold
Nyhed

Odenses robotmiljø skruer op

06-05-2015

Målrettet udvikling, international markedsføring og events skal styrke Odenses robotmiljø.

Byen har landet en aftale om– i de kommende tre år – at være vært for Robobusiness, hvor 1000 robotfolk fra Europas robotindustri, start-up- og vidensmiljøer samles i Odense.

Det bliver bare en af de tiltag, der skal få Odenses robotmiljø på verdenskortet. Det forklarer borgmester, Anker Boye.

 

- Når Odense har sagt ja til at være vært for Robobusiness i tre år i træk, er det fordi en international konference i den kaliber er med til at manifestere Odenses position som robotby, siger han.

 

I og omkring Odense ligger flere end 60 robotvirksomheder med op imod 1800 medarbejdere og SDU har et robotinstitut i stadig udvikling.

 

- Så nu investerer vi i at få maksimal effekt ud af den styrkeposition. Både med konferencen og en fokuseret indsats i miljøet, forklarer Anker Boye.

 

Odense Robotics – et teknologicenter i verdensklasse

Odense Robotics hedder indsatsen, som går i luften i disse dage. Blandt andet gennem hjemmesiden www.odenserobotics.dk

 

Bag navnet ligger blandt andet et mål om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft inden for robotteknologi. Det fortæller administrerende direktør i den højteknologiske virksomhed Gibotech, Henrik Anker:

 

- Som virksomhed er vi hele tiden afhængige af at have adgang til højt kvalificeret arbejdskraft. Det kan være en udfordring, men nu fokuserer robot- og automationsbranchen samarbejdet om vores fælles forretningsmæssige udfordringer. Det betyder, at vi kan synliggøre den tyngde, som Odense har på området, siger han.

 

Derudover efterspørger Odenses robotvirksomheder et bedre miljø for start-up's, så også det vil være en indsats under Odense Robotics. Endelig får Odense Robotics til opgave at tiltrække endnu flere robotvirksomheder til byen.

 

Mikkel Christoffersen, der er forretningschef for Robot og IT i Udvikling Fyn fortæller:

- Odense Robotics bygger på den høje kvalitet og tilstedeværelse her er i byen inden for robotteknologi. Vi oplever, at virksomhederne allerede arbejder sammen, når der er lejlighed til det.

Så opgaven for Odense Robotics bliver at styrke de samarbejder, hvor vi kan, og så sikre at både virksomhederne og miljøet får den brandværdi, det har potentiale til både nationalt og globalt, siger han.

 

Ambitiøs robotkonference

Robobusiness Europe er et af eksemplerne på, hvordan Odense vil skabe international opmærksomhed.

 

Odense Kommune har indgået partnerskab med en af byens robotvirksomheder, Blue Ocean Robotics og har skrevet under på at være værtsby for konferencen de næste tre år.

 

En af stifterne af Blue Ocean Robotics, Claus Risager, har været med i styregruppen bag Robobusiness i USA igennem flere år. Samtidig har han været del af Odenses robotmiljø siden starten på Lindø for snart 25 år siden.

 

- Så jeg er selvfølgelig ret begejstret for, at Odense nu kan byde Europas robotmiljø velkommen her til, siger han.

 

Blue Ocean Robotics satser på 1000 deltagere i 2016. Omkring tre gange så mange som der normalt er til Robobusiness Europe – og også flere end der deltager på Robobusiness i USA.

 

- Det er ambitiøst. Det medgiver Claus Risager.

 

- Men det ligger fint i tråd med den massive udvikling, der i det hele taget sker i robotbranchen i de her år. Flere jeg taler med, beskriver robotmiljøet ”ligesom IT var i slut 90erne. ” Derfor har vi grund til at tro, at vi kan skabe en stadig større interesse for at mødes, blive inspireret og høre om udviklingen, siger han.

 

Fem facts om Odense Robotics:

  • Der er flere end 60 virksomheder og 1800 medarbejdere inden for robot- og automationbranchen i Odense
  • Flere end 20 aktører arbejder med viden og research
  • Odense har især specialiseret sig i samarbejdende robotter og food automation
  • Der er flere end 10 robotklynger og –netværk i Odense
  • Odenses robotmiljø bygger på en stolt robottradition, der startede for 25 år siden på Lindø Skibsværft.

Læs flere facts og få mere info på www.odenserobotics.com

 

”Vi betragter Odense som en slags Robot Valley”

Mikkel Bjerregaard, salgs- og marketingchef i Gibotech.

 

Se præsentation af Gibotech og andre robotvirksomheder i Odense Robotics.