Odense: Vi gennemgår sagerne igen
- Vi kan ikke leve med, at der nu bliver rejst tvivl om, hvor vidt vi overholder loven. Derfor har jeg med det samme sat i værk, at vi får ekstra juridisk bistand på de sager, hvor der kan være tvivl. Er der sager, hvor vi ikke har overholdt loven, så bliver de rullet tilbage med det samme, siger adm. direktør Peter Pietras, Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune
Socialrådgiverforeningen henviser til et brev, der er sendt til socialrådgiverne.
- Brevet er uheldigt formuleret og ikke i overensstemmelse med det, der er blevet besluttet. Derfor får medarbejderne nu også en præcis beskrivelse af, hvad opgaven er. Formålet med den øvelse, vi er i gang med, er at hjælpe så mange børn som muligt, så godt som muligt. Derfor gennemgår vi for tiden de sager, hvor der ikke længere er fremskridt, eller hvor motivationen er væk, for i stedet for at bruge ressourcerne forebyggende, hvor flere får gavn af indsatsen, siger adm. direktør i Børn- og Ungeforvaltningen, Peter Pietras, og understreger:
- Der skal ikke herske tvivl om, at man ikke alene må bruge økonomi som argument for at lukke sager, og det har heller ikke været intentionen her. Dette er også understreget i en henvendelse om det samme fra Ombudsmanden den 20. august på baggrund af netop en henvendelse fra Socialrådgiverforeningen. Når en sag lukkes, er det på baggrund af en faglig vurdering.