Nu kommer der fart på Odins Bro
Mange bilister nyder, at det nu er muligt at køre ad Kanalforbindelsen og passere Odins Bro. Men rigtig mange bilister har også undret sig over, hvorfor hastigheden på den 4-sporede vej kun har været 60 km/t.
- Jeg kan godt forstå, at bilister fra Kertemindevej har undret sig over, hvorfor de på strækningen frem over Odins Bro skal lette på speederen. Hastigheden på Kertemindevej er nemlig 70 km/t, men bliver sænket til 60 km/t på Kanalforbindelsen. Vejen er 4-sporet og indbyder til, at man fortsætter med samme fart. Der er heller ikke noget til hinder for det, så nu bliver det en realitet, siger Jane Jegind, By- og kulturrådmand.
Odense Kommune har fået tilladelse fra politiet til hastighedsændringen, og skiltene er nu sat op. Hastigheden på strækningen Kertemindevej, via Ejbygade, over Odins Bro og frem til Otterupvej er nu ændret fra 60 km/t til 70 km/t.
Odense Kommune vil sammen med politiet følge udviklingen og evaluere på ændringen. Der kører ca. 15.000 biler over Odins Bro i døgnet.