Morten Korch får sin egen plads i Odense
”Jeg tror, at jeg har været min hjemstavn en trofast søn, jeg har elsket min fødeø og har ristet den en rune, som jeg håber vil blive stående”. Sådan står der i Morten Korchs erindringer ”Tæl kun de lyse timer” fra 1951. Den folkelige forfatter har boet og arbejdet i Nedergade fra 1898-1910 og blev gift i Vor Frue Kirke over for pladsen. Morten Korch har således haft en særlig tilknytning til netop dette sted i Odense, hvor der i 1998 blev opstillet en buste af ham. Odense Kommune ønsker at hylde Morten Korch ved at navngive pladsen efter ham.
Pladsen er i forbindelse med Områdefornyelse Østerbro blevet renoveret og fremstår nu som en lille grøn og frodig oase i byens travle liv med en fin poetisk aftenbelysning i trækronerne.
Byrådsmedlem Anders W. Berthelsen vil byde velkommen til indvielsen, og Morten Korchs barnebarn, Morten Uffe Korch, vil afsløre navneskiltet.
Eftermiddagens program, 13.30-15.30
- Indvielse af Morten Korchs Plads med taler
- Byvandring ved Vægternes Venner i området omkring Nedergade og Vor Frue Kirke med historier om bydelen
- Afslutning på Morten Korchs Plads med kaffe og kage
Lidt om Morten Korch
Morten Korch blev født 17.januar 1876 i Over Holluf syd for Odense. Han elskede at skrive og drømte om at blive digter. Efter skolen blev han sendt i købmandslære i Nyborg, og som lærling skrev han små historier og vers på melsække og papirsposer. Som udlært købmand kom Morten Korch i 1896 til Odense og arbejdede for blandt andet sin svoger købmand Jørgensen i Nedergade 37, mens han selv boede i Nedergade 42. Senere blev han ansat hos Købmand Løngreen og gift med dennes niece Elna Frydendahl. Familien Frydendahl havde også købmandsgård i Nedergade, og tilsammen ejede disse familier Nedergade 33, 34 og 37 samt Brogade 1 og 2.
I 1903 startede han sin egen grossistvirksomhed og rejste rundt i Danmark med handelsvarer til lokale købmand og brugsforeninger. Han elskede at fortælle historier og samlede på rejserne inspiration til nye historier og karakterer, som både omfattede skurke, helte og elskelige originaler.
Købmandslivet var aldrig Morten Korchs drøm, og i alle årene var det forfatterskabet, som var drivkraften for ham. Han fik udgivet sine to første bøger med fynske dialekthistorier allerede i 1898 og 1900. I 1912 startede han sit eget forlag for at kunne udgive sine noveller og romaner, men måtte lukke det igen allerede i 1915. I 1918 blev han optaget på Finansloven med et fast årligt bidrag, og i 1937 modtog han ridderkorset. I årene 1924-39 skrev han 10 skuespil til Odense Teater og er dermed den forfatter, som er blevet opført flest gange på Odense Teater. Morten Korch har skrevet ikke færre end ca. 80 bøger, en lang række noveller og holdt et utal af foredrag. Han var den bedst sælgende forfatter i sin samtid – i en periode hvor også Tove Ditlevsen og Karen Blixen udgav deres bøger. I dag er Morten Korch nok allermest kendt for filmene ”Vagabonderne på Bakkegården”, ”Flintesønnerne” og ikke mindst ”De røde heste”, som blev den allerstørste biografsucces i danmarkshistorien med 1,3 million solgte billetter.
Fakta om områdefornyelsen på Østerbro
Områdefornyelsen blev sat i gang i 2012 og strækker sig til 2016. Målet er at udvikle Østerbro til en bæredygtig og sund bydel med plads til alle, at skabe gode udendørs opholdsmuligheder, et trygt sted at komme og færdes i, et sted med kulturelle og sociale aktiviteter, og sunde og energirigtige boliger.