Spring til indhold
Nyhed

I Odense har vi passet med i kufferten

30-03-2015

Når man får lavet pas, skal man både have lavet fingeraftryk, og ofte skal der også tages et billede, der lever op til de præcise krav, der stilles til et pasbillede. Den mobile paskuffert indeholder et system, der svarer til det, Borgerservice bruger for at udstede pas – bare i mindre format. Derfor er det nu muligt at bestille et pas hvor som helst i byen, bare der er strøm og internet.

 

Mens det tidligere har været muligt for medarbejdere i Borgerservice at møde borgerne, der hvor de samles, på blandt andet uddannelsesinstitutioner og plejecentre for at hjælpe med Nem Id, indrejse etc., har bestilling af pas været begrænset til Borgerservice på Skulkenborg. Nu har Borgerservice altså også mulighed for at udstede pas når de er på farten.

 

Steen Møller, rådmand for Social –og Arbejdsmarkedsforvaltningen byder muligheden velkommen.

 

- Vi har en ambition om at være der, hvor borgerne er. Derfor er vi glade for at komme der, hvor borgerne samles. Vi startede med at lave pas på bibliotekerne i Vollsmose og Tarup, men vi vil gerne ud endnu flere steder. Det kan vi med den mobile paskuffert, siger Steen Møller.

 

Højsæson for pas betyder lange køer

Højsæsonen for pas nærmer sig, og det betyder lange køer i Borgerservice. Men Borgerservice opfordrer til, at man får lavet passet tidligt på sæsonen. Derfor kan Odense-borgere i marts og april måned få lavet pas om lørdagen fra kl. 10-16 i et ”Borgernes Hus Pop-Up” i Vestergade.

 

Borgernes Hus Pop-Up vil også være stedet, hvor man kan man få løst andre opgaver fra blandt andet Borgerservice og Odense Centralbibliotek. Samtidig kan man som borger få indflydelse på, hvordan Borgernes Hus, som blandt andet vil indeholde Odense Centralbibliotek, skal forme sig.

 

Der er endnu ikke lagt andre faste planer for, hvor Borgerservice vil være til stede med paskufferten.

 

- Vi vil nu teste, hvor det vil være oplagt at være til stede med den mobile paskuffert. Det kan være på steder, hvor vi er til stede i forvejen, som f.eks. Ældre- Handicapindgangen i Dalum. Vi overvejer også, om det kunne være en ide at være til stede i eksempelvis Rosengårdcentret eller midtbyen en lørdag formiddag op mod feriesæsonen, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at mange skal have lavet eller fornyet deres pas, fortæller Chef for Borgerkontakter Steffen Holbech.

 

Bestil tid til pas

Hvis man får lavet pas i Borgerservice, er det muligt at bestille tid på www.odense.dk/pas. Så slipper man får at stå i kø, og man ved præcis, hvornår man har tid.