Spring til indhold
Nyhed

Finansminister Bjarne Corydon holder hovedtalen på nytårskur i Odense

08-01-2015

Finansminister Bjarne Corydon, Realdania-direktør Jesper Nygård og Brian Nielsen fra Tinderbox-festivalen har ordet, når odenseanske erhvervsfolk, kulturaktører og organisationsfolk mødes 29. januar på Posten for at tale om vækst og udvikling.

 

- Nytårskuren markerer, at Odense står midt i en historisk transformation, som er skabt via samarbejde og investeringer. Vi håber, der bliver fuldt hus til nytårskuren og at deltagerne både bliver inspireret af de meget forskellige oplæg - og benytter lejligheden til at knytte kontakter til andre deltagere til glæde for deres egne virksomheder og til gavn for væksten i Odense, siger borgmester Anker Boye (S).

 

Finansminister Bjarne Corydon vil holde oplæg om, hvordan man intensiverer væksten i de store byer, mens Jesper Nygård vil fortælle om, hvorfor Realdania er så kraftigt involveret i udviklingen Odense og om hvilke udfordringer, en by som Odense har.

 

Direktør og grundlægger af Tinderbox-festivalen, Brian Nielsen, vil til slut forklare om baggrunden for, at han sammen med sine kompagnoner satser et stort millionbeløb på at arrangere en moderne storbyfestival i Odense til sommer.

 

Nytårskuren finder sted på spillestedet Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C, torsdag 29. januar klokken 14-16.

 

Tilmelding er nødvendig via odense.dk/erhverv.