Egmont Plejecenter skifter navn
Bolbro Plejecenter
Navneændringen har givet anledning til at lade beboere og personale finde et navn, som de har en relation til. Valget faldt på Bolbro Plejecenter.
- Der var flertal for Bolbro Plejecenter. Mange herude har haft tilknytning til f.eks. Bolbro skole og Bolbro Brugerhus, så Bolbro Plejecenter virkede som et naturligt valg, som alle nok skal blive rigtig glade for, siger plejecentrets rehabiliteringsleder, Lissi Bøg.
Baggrund for ændringen
Navnet Egmont Plejecenter kommer af, at plejecentret i sin tid er etableret med stor medvirken fra Egmont-Fonden. Men i løbet af de mange år, der siden er gået, har Egmont Fonden ændret indsatsområde og støtter i dag udelukkende initiativer inden for børne- og ungdomsområdet.
På den baggrund har Odense Kommune efterkommet et ønske fra Egmont-Fonden om at ændre plejecenterets navn, så det ikke skaber forvirring omkring fondens nuværende aktiviteter.