Byens Køkken leverer nu tre gange om ugen til hjemmeboende
Ud over frisk mad og frisk smag betyder de tre leverancer om ugen også, at Byens Køkken - som i forvejen har stort fokus på lokale råvarer, økologi og bæredygtighed - kan bruge andre typer af råvarer med kort holdbarhed. Eksempelvis friske urter og bær.
Rikke Marie Andersen, Kulinarisk leder af Byens Køkken, fortæller om mulighederne:
- Hvor vi førhen lavede frugtsalat af frugter fra dåse, kan vi nu bruge friske frugter, som vi selv skærer ud og marinerer i sukkerlage med vanilje. Vi kan bruge friske krydderurter, som giver en helt anden smag og duft end tørrede. Det giver naturligvis maden et tydeligt kvalitetsløft. Jeg glæder mig over, at borgerne fremover får endnu større glæde og nydelse af vores mad.”
Byens Køkken bryder med traditionel storkøkken-tænkning
Rikke Marie Andersen fortsætter:
- I mange år har tendensen i storkøkkener været, at man gik efter så lang holdbarhed som muligt. Vi i Byens Køkken tager grydeskeen i den anden hånd: Vi har nytænkt mad til ældre og handicappede, og nu er turen kommet til at nytænke leveringsdelen. Dialogen med borgerne er vigtig for os, og når vi kommer hyppigt ud til borgerne, kan vi holde direkte kontakt og afklare spørgsmål om maden på stedet.”
Øget tryghed for borgerne ved hyppige leverancer
Rådmand Brian Skov Nielsen (Ø) glæder sig over, at den høje kvalitet i maden fra Byens Køkken nu får endnu bedre vilkår med de hyppige leverancer til hjemmene:
- Jeg er meget glad for byrådets beslutning om at Byens Køkken skal levere oftere. Dels selvfølgelig for det kvalitetsløft det giver, men også for den sidegevinst, der ligger i, at vi lige kigger forbi tre gange om ugen. Vores lille stab af faste chauffører giver mulighed for en snak og for at sikre, at alt er som det skal være. Det giver noget ekstra tryghed”.
Ordningen med tre ugentlige udbringninger starter: 5. oktober 2015.