Spring til indhold
Nyhed

Byens Bro åbner til Odense Havnekulturfestival

16-03-2015

Den 29. maj 2015 indvier by- og kulturrådmand Jane Jegind Byens Bro sammen med Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet. Byens Bro tages i brug samtidig med, at den 10. Odense Havnekulturfestival løber af stablen.

 

- Jeg er glad for, at vi kan tage Byens Bro i brug samtidig med åbningen af dette års Havnekulturfestival. Det giver rigtig god mening, at de to begivenheder knyttes sammen. Festivalen har gennem 10 år haft som formål at sætte fokus på havnen og den nye bydel. Nu binder vi by og havn sammen med Byens Bro og letter adgangen for cyklister og fodgænger mellem de to bydele. Så indvielsen af Byens Bro supplerer Odense Havnekulturfestivals åbning rigtig fint, siger Jane Jegind, by- og kulturrådmand.

 

Cyklister og fodgængere kan benytte Byens Bro fra den 29. maj, når Jane Jegind og Klaus Bondam har indviet broen sidst på eftermiddagen.

 

- Det er en stor fornøjelse at være med til at indvie Byens Bro. Den er et flot og vigtigt vartegn for Odense som cyklisternes by og et klart bevis på de store ambitioner, kommunen har på cykelområdet. Byens Bro skaber ny sammenhæng mellem by og havn, og er samtidig en anerkendelse af de bløde trafikanters positive bidrag til den levende by, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

 

Det nærmere program for indvielsen af Byens Bro vil blive meldt ud senere.

 

- Når vi tager Byens Bro i brug den 29. maj, er den ikke helt færdig. Folk vil opleve, at der stadig bliver arbejdet på og omkring broen med de sidste detaljer. Men det forhindrer altså ikke folk i at bruge stibroen. Vi forventer, at Byens Bro er helt færdig i august, siger Jane Jegind.

 

Fakta om Byens Bro

  • Broen strækker sig mellem VUC i Kottesgade (nordpladsen) og Posten på Østre Stationsvej (sydpladsen)
  • Broen er 135 meter lang
  • Pylonen på sydpladsen bliver 40 meter høj
  • For at kunne rejse den 40 meter høje stålpylon og anlægge den 135 meter lange bro skal entreprenøren støbe i alt ca. 3.400 tons beton og montere ca. 435 tons stål
  • Broen føres over 15 jernbanespor
  • Der er adgang til stibroen fra 3 perroner via trapper og elevatorer
  • Der bliver adgang til broen fra nord- og sydpladsen via ramper, trapper og elevatorer