Spring til indhold
Nyhed

Borgmester Anker Boye i dialog med Bolbro

12-01-2015

En tur gennem lokalområdet med bybusserne og et tilbud om ’kaffe og klage – og de gode ideer’ i Føtex Bolbro skal give borgmester Anker Boye og Odense Kommune ideer til, hvad der skal eksperimenteres med i Bolbro.

 

Bolbro er et af Odense Kommunes to velfærdseksperimentarier – det andet er Dalum. Et velfærdseksperimentarie er en bydel, hvor der eksperimenteres med, hvad en kommune er for en størrelse, hvordan velfærdsopgaverne kan varetages på nye måder, og hvordan vi samarbejder og skaber nye ting sammen på tværs af mennesker, institutioner, foreninger m.m.

 

Vi skal udfordres og eksperimentere

Hvad eksperimenterne skal handle om, kan alle, der er en del af lokalområdet, være med til at bestemme. Drømmen er, at eksperimenterne vil føre til stærkere naboskaber. De skal øge og styrke lokale initiativer, så Bolbro bliver et endnu bedre sted at bo.

 

- Vi vil gerne udfordres som kommune. Det er helt nødvendigt, at vi sammen med Odenses borgere afprøver nye måder at være kommune på, nye måder at samarbejde på. Det er det, jeg gerne vil i dialog med borgerne i Bolbro omkring, fortæller borgmester Anker Boye.

 

Borgmesteren tager på mandag den 12. januar i tidsrummet kl. 12-15 først en tur rundt med bybusserne i Bolbro for at få en snak med passagererne undervejs. Fra ca. 13.30 byder han de handlende i Føtex Bolbro på ’kaffe og klage – og de gode ideer’. Ønsket er at få input fra borgerne i og omkring Bolbro til, hvordan Bolbro kan blive et endnu bedre sted at bo.

 

Med sig har Anker Boye Odense Kommunes velfærdsudviklingschef Annette Lund, der står i spidsen for Velfærdseksperimentarierne, som skal arbejde videre med de input, der kommer ind i løbet af dagen.

 

Det er ikke en and!

Borgmesterens dialog med borgerne i Bolbro markerer startskuddet for en kampagne, der skal skabe synlighed omkring Bolbro som velfærdseksperimentarie. Kampagnen kører i hele januar og byder bl.a. også på en konkurrence på Instagram, noget med kæledyr, ”pølser og politik” – og en hulens masse ænder…!

 

Se mere på www.odense.dk/deterikkeenand eller på www.facebook.com/deterikkeenand