Spring til indhold
Nyhed

Arkitekturens Dag 2015

25-09-2015

Torsdag den 1. oktober kommer til at stå i arkitekturens tegn i Odense, hvor der ud over en konference også er byvandring mellem by og havn, efterårsfest i Lerchesgade og udstilling i Højstrupparken.

 

Alle arrangementer er gratis.

 

- Vi har valgt at fejre Arkitekturens Dag for at styrke interessen for de fysiske omgivelser, som vi færdes i hver dag. Odense er i en rivende udvikling, og vi vil være kendt som en moderne storby med kvalitet i nye byggerier, i kulturmiljøer og i vores byrum. I Odense dyrker vi ikke æstetikken for æstetikkens skyld, men stiler efter en smuk og funktionel by, som danner gode rammer for borgernes hverdag og udfoldelse, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

 

Konference

Konferencen sætter fokus på arkitekturens rolle i samfundet. Ønsket er, at arkitekter skal inddrage andre fagligheder for at skabe nye, kreative og kvalitative løsninger på samfundets og byernes udfordringer.

 

Mærk byen – byvandring mellem by og havn

Odenseanere, der er nysgerrige på byens forvandling, kan kl. 16.30 tage med på byvandring og komme helt tæt på byudviklingen i området mellem by og havn. Byvandringen starter ved Byens Bro, som er et fantastisk vartegn for Odense og en katalysator for udviklingen i en by under fysisk og mental transformation fra stor dansk by til dansk storby.

 

Fra Byens Bro kan vi se City Campus-området, som er ved at ændre sig fra et udtjent erhvervsområde til et aktivt uddannelsesområde. Fra broen har vi et godt blik ud over Odense havn. Du hører om ideerne for området og oplever, hvor den grønne forbindelse til havnen begynder at tegne sig. Du hører også om planerne for området mellem Jernbanemuseet og Odense Banegård Center.

 

Vi besøger Erhvervsakademiet Lillebælts byggeri og VUC’s spændende hus. Vi slutter af i Lerchesgade med at se byrumsprojektet ”Gaden som lærred”.

 

Tid: kl. 16.30 (varighed ca. 1½ time)

Sted: Byens Bro ved Posten, Østre Stationsvej 35

 

Gaden som lærred

This Is Odense lyser Lerchesgade op! Kom til efterårsfest, når vi gør et ikke-sted til et sted, du aldrig glemmer.

 

Der er steder - og så er der ikke-steder: Steder, du går forbi og glemmer i det øjeblik, du forlader dem; steder, du aldrig ville gå hen for at være; ligegyldige tomrum du passerer på din vej. This Is Odense inviterer dig til at fejre Arkitekturens Dag med en byrumsinstallation, der gør en kedelig vej til et lærred, en trist passage til et samlingssted, og et glemt pakhus til en scene.

 

Tag med os i Lerchesgade den 1. oktober; vi sætter farvede fluorescerende fodspor på en hvidmalet gade, opdager øl forædlet på ryggen af bier og prøvesmager mad høstet i den spiselige by. Mens mørket falder på, rykker vi tættere sammen, og med havnen som bagtæppe afløser videokunst, film, solister og musik hinanden, og afslutter gadens midlertidige forvandling.

 

Udstilling hylder odenseansk boligbyggeri

Udstillingsrækken ”Boliger til folket” sætter fokus på en guldalder inden for dansk arkitektur- og velfærdshistorie:1940’erne og 1950’ernes murede boligbebyggelser. Første udstilling hylder Højstrupparken i Bolbro, der i sommers blev udvalgt som en af periodens 10 bedste murede boligbebyggelser.

 

Bebyggelsen, som er tegnet af Odense-arkitekten Erik Eriksen og tidens førende landskabsarkitekt C.Th. Sørensen, var banebrydende, da den stod færdig i 1952. Med sine 605 boliger gav den lokale arbejderfamilier adgang til lys, luft og gode rammer, og herved bidrog Odense til noget af det bedste forstadsarkitektur i Velfærdsdanmark.

 

Det er Realdania, Landsbyggefonden og Grundejernes Investeringsfond, som står bag udstillingen - i tæt samarbejde med FaB og Odense Kommune. Der vil fra 16.30-19.00 være oplæg, rundvisning og åbent hus.

 

Programmet er vedhæftet.