500 elever og lærere springer på cyklerne i Odense
- Børn i 5. klasse har nået en alder, hvor cyklen sagtens kan indgå i skoledagen. Både på denne særlige cykeldag, men også på alle andre skoledage. Og vi vil gerne inspirere både børn og lærere og vise dem, hvor let og billigt det er at cykle rundt i byen, siger Stine Grønbæk, der er mobilitetskonsulent i Odense Kommune.
Dagen i Odense Idrætspark byder på forskellige aktiviteter som for eksempel ishockey, amerikansk fodbold, spring, rulleskøjteløb, curling og ikke mindst cykling på en vaskeægte cykelbane. Og børnene vil få mulighed for at lære, hvordan de selv kan vedligeholde deres cykler.
Dagen er kommet i stand gennem et samarbejde mellem en række foreninger, to cykelhandlere og By- og Kulturforvaltningen i Odense. Og den særlige dag for 5. klasserne er blevet døbt ”Årlig Cykeldag”, fordi den skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.
- Med ”Årlig Cykeldag” skaber vi en tradition, hvor vi understøtter den åbne skole. Budskabet er, at cyklen ikke blot kan bruges til og fra skole, men også i skoletiden. Odense har rigtig mange tilbud, som kan være med til at kvalificere undervisningen og ikke mindst gøre den endnu mere spændende. Herudover er fokuseringen på sikkerhed, cykelhjelm og vedligeholdelse af cyklen med til at sikre, at vores yngste borgere kan færdes mere trygt i vores by, siger by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).
- Det er skønt, når børn cykler i skole, det er sundt og giver motion. Og jo flere børn, der cykler i skole, jo sikrere bliver skolevejen, for jo færre biler er der på vejene. Byen bliver altså renere og larmer mindre. Endelig tror jeg, det inspirerer andre til at hoppe i cykelsadlen, når de dagligt ser glade børn på cykel i bybilledet, siger børn og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen (R).
Odense blev i foråret kåret til Årets Cykelkommune 2015.
Læs mere om Odense mange cykelprojekter her (http://www.odense.dk/topmenu/indflydelse%20og%20politik/hoeringer%20i%20odense/afsluttede/afsluttede%202013/~/media/HoringsPortal/Mobilitetsplan/Mobilitetsplan%202014-2015.ashx)
Program for ”Årlig Cykeldag”
Kl 8.45: Børn og lærere ankommer til idrætsparken
Kl 9.00: Velkomst ved Jane Jegind (V) og Susanne Crawley Larsen (R)
Kl 9.30: Aktiviteterne begynder
Kl 14.30:Aktiviteterne slutter, og børn og lærere cykler hjem igen