Spring til indhold
Nyhed

2.b. på Abildgårdskolen adopteret af TREFOR

18-11-2015

”Vi er en flok på 24 sprudlende, energiske og videbegærlige børn”. Sådan starter den ansøgning, 2.b på Abildgårdskolen i oktober sendte til energiselskabet TREFOR. Anledning var, at TREFOR søgte en adoptionsklasse i Odense, der gerne ville have tæt kontakt til erhvervslivet for at lære mere om for eksempel klimaforandringer.

 

Klassen endte med at blive udvalgt, og i dag klokken 10.00 overraskede Anne Hilman fra TREFOR så klassen midt i undervisningen med refleksbånd, drikkedunke og det glade budskab om, at de var blevet valgt som adoptionsklasse. Et valg, som pennefører på klassens ansøgning, klasselærer Pernille Helmig, var rigtig glad for:

 

- Det er fantastisk. Det kommer til at gøre en uvurderlig forskel for børnene.

Klassen består af børn fra 10 forskellige nationaliteter og kulturer, og da mange af elevernes forældre og større søskende desværre ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, så har de ikke mulighed for at se, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer. Med adoptionen får TREFOR og jeg nu muligheden for at påvirke elevernes forestilling om, hvem de er, og hvad de kan blive til på en meget konkret og lærerig måde.

 

Samarbejde med erhvervslivet

Igennem flere år har TREFORs kørt adoptionsprogrammet på skoler i Vejle, Fredericia og Kolding. 2.b på Abildgårdskolen er den første klasse på Fyn, TREFOR indgår samarbejde med, og det er der et klart formål med.

 

- Det er vores ønske, at vores samarbejde med eleverne kan styrke båndet mellem folkeskolen og erhvervslivet – og samtidig forbedre integrationen. Vi håber, at besøg hos os og kontakten til vores virksomhed kan vise eleverne, hvordan det er at gå på arbejde, og hvordan arbejdsmarkedet i Danmark ser ud. Derudover håber vi også, at det kan give eleverne større interesse for de fag, der danner rekrutteringsgrundlag for os i fremtiden, siger HR-chef, Marianne Quistgaard Iversen fra TREFOR.

 

Netop koblingen mellem skolen og erhvervslivet glæder rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen Susanne Crawley Larsen (R):

 

- Jeg glæder mig meget over det nye samarbejde mellem klassen og TREFOR. Samarbejdet vil helt klart bidrage til en stærkere inklusion og fællesskabsfølelse hos børnene. Det sker ikke bare i klassen, hvor de nu sammen skal i gang med noget nyt og spændende, men i særdeleshed også i forhold til deres indblik i det omkringliggende samfund. I folkeskolereformen taler vi om ’den åbne skole’, der skal styrke samarbejdet mellem skolerne og lokalsamfundet. Samarbejdet mellem Abildgårdskolen og TREFOR er i mine øjne et godt eksempel på, hvordan vi kan klæde eleverne på til den fremtid og det samfund, de skal være en del af.

 

Klima og miljø på skemaet

I de kommende år vil 2.b. mødes med TREFOR to gange om året for at lære mere om klima og energi. Det bliver i form af f.eks. virksomhedsbesøg, events og konkrete opgaver, som børnene bliver inddraget i workshop omkring. I klassen taler de allerede dagligt om emnet, når de blandt andet taler om årstiderne og om, hvordan det er at bo et sted, der er ramt af klimaforandringer. Netop det fokus gjorde den store forskel, da de blev udvalgt:

 

- Valget faldt på 2.b., fordi de beskrev deres store interesse i klima og miljø i ansøgningen. Vi tror på, at et samarbejde, gode snakke og de konkrete opgaver, som vi stiller eleverne omkring klima og energi, vil give dem en mere håndgribelig viden og erfaring om noget, som vil komme til at berøre deres opvækst og fremtid, siger HR-chef, Marianne Quistgaard Iversen fra TREFOR.