Spring til indhold
Nyhed

119 nye ungdomsboliger i Odense

26-02-2015

Nu kommer der liv i de gamle slagtehuse. Odenses studerende kan glæde sig til 119 nye ungdomsboliger til studiestarten i efteråret 2016. Det står klart efter, at Odense Kommune i samarbejde med Skjøde A/S har gennemført en succesfuld bygherrekonkurrence forud for etableringen af almene ungdomsboliger i en del af Odense Offentlige Slagtehuse.

 

Og det var flotte ord, som en enig dommerkomité gav vinderforslaget med på vejen: ”Et meget dynamisk og gennemarbejdet forslag, der viser sig at indeholde en masse medrivende kvaliteter. Man er ikke i tvivl om målgruppen, og forslaget understøtter klart tanken om et udfordrende og dynamisk miljø, der inviterer hele bydelen indenfor. Forslaget anses for både robust, fleksibelt og fristende. Det flytter ganske enkelt grænser.

 

Odenses by- og kulturrådmand Jane Jegind er også begejstret.

- Jeg glæder mig til at se projektets visioner blive ført ud i livet. Det bliver en fornøjelse at opleve, hvordan de gamle slagtehuse igen kommer til at blive fyldt med liv, når de studerende rykker ind i 2016.

 

Og forretningsfører René Søgaard Larsen fra konkurrencevinderen Odense Boligselskab supplerer.- Vi er rigtig glade for, at man har kunnet se vores ideer og visioner for bygningerne, og vi ser frem til at gøre visionerne til virkelighed.

 

Fakta om projektet

Projektet omfatter indretning af 119 almene ungdomsboliger i Odense Offentlige Slagtehuse. Den samlede pris forventes at blive på ca. 144 mio. kr. Projektet udbydes senere i foråret 2015 i fagentreprise, og byggeriet forventes påbegyndt i sommeren 2015, så boligerne er klar til indflytning i august 2016. Etableringen af de nye ungdomsboliger passer godt ind i Odenses aktuelle transformering til vidensby og moderne storby.

 

Se vinderprojektet.

 

Om konkurrencen

Bygherrekonkurrencen er gennemført på baggrund af Odense Kommunes strategi for nyt alment byggeri. Det er første gang, at der gennemføres konkurrence i overensstemmelse med strategien.

 

Alle byens almene boligorganisationer har haft mulighed for at deltage, og fem organisationer har valgt at give deres bud på udformningen af området. Forslagene kan ses via dette link: Projektforslag.

 

- Konkurrencen har været en rigtig god proces og har klart vist, at vi får et bedre projekt, når der konkurreres om udformningen af byggeriet. Det er til gavn for de kommende beboere og for Odense, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind, der gerne vil takke boligorganisationerne for deres deltagelse.

 

Odense Boligselskab

Odense Boligselskab er dannet med virkning fra 1/1 2015 som en fusion af Odense Social-Filantropiske Boligselskab og Borgerens Boligselskab.