Spring til indhold
Nyhed

Vollsmoseskolerne cykler ind i skolereformen

10-09-2014

Begge skoler ligger i et område, hvor der ikke er en tradition for at cykle. Langt de fleste borgere vælger at gå på de mange stier, der forbinder området på kryds og tværs.

Dette gælder også for de mange børn og unge i Vollsmose. En undersøgelse af børnenes transportvaner viser en rigtig god ting, nemlig at der er meget få børn, der kører i bil eller bus i skole. Næsten 90 % går eller cykler til skole. Denne undersøgelse er en del af den store transportundersøgelse af alle kommunens skolebørn, som Odense Kommune og Kræftens Bekæmpelse har udarbejdet. Og resultatet er meget klart – børn og unge i Vollsmose bevæger sig langt mere til og fra skole end deres jævnaldrende fra andre dele af byen gør.

 

Ud af de 90%, der ikke tager bil eller bus, er det kun små 14%, der bruger cyklen. Der er mange fordele ved at gå, men der er fordele ved at cykle, som man ikke får, når man vælger gåturen. Derfor har Abildgårdskolen og H. C. Andersen skolen besluttet at gøre en aktiv indsats for at få deres elever til at cykle mere. En cykeltur gavner ikke kun fysisk, men gør det også nemmere at koncentrere sig og skaber mere ro i klassen. Med en klasse, der er god til at cykle og bevæge sig i trafikken, har man også langt flere muligheder i undervisningen. Man kommer hurtigere, nemmere og, på nogle områder, billigere rundt i byen, sammenlignet med at skulle gå eller tage en bus.

 

”Odense er jo cyklisternes by, og vi i Vollsmose vil rigtigt gerne cykle med på den idé”.

Anna Vadgaard, Skoleleder, H. C. Andersen Skolen

 

Skolerne starter med at integrere cyklingen i nogle udvalgte klasser og udbreder det derefter til hele skolen. Dette gøres blandt andet med daglig brug af cykler og BMX-bane i indskolingen, nyt valgfag på mellemtrinet, der hedder ”Kom omkring på cykel” og ugentlige udflugter rundt i Odense.

 

”Vores cykelplan er ambitiøs, men alle har masser af engagement til at komme i gang og vi glæder os.”

Allan Feldskou, Skoleleder, Abildgårdskolen

 

Cykelglad skole er et projekt i Odense Kommunes Mobilitetsplan. Mobilitetsplanen skal øge borgernes mobilitet og gøre det nemt at gå og cykle rundt i vores by, når det passer den enkelte. Projektet Cykelglad Skole fokuserer på at få flere børn til at cykle til og fra skole, og derved give dem en bedre sundhed og større koncentration. Ligeledes vil det også blive nemmere for lærere og pædagoger at inddrage cyklen i undervisning og SFO, hvis børnene er vant til at bruge cyklen og færdes i trafikken.