Studiestartsfest i Odense bliver til tre dage lang gadefest
Første weekend i september bliver Odense midtby indtaget af festglade mennesker i alle aldre, som både vil gå til koncerter, spise ved langborde, deltage i børneaktiviteter og holde rave-inspirerede fester.
Med inspiration og opbakning fra den københavnske Distortion-festival, men med lokal forankring, lægger Karrusel ud med en tre dage lang urban gadefest, som begynder på Albanigade i centrum af Odense om torsdagen, fortsætter i gågaderne fredag og slutter af med en urban fest i den gamle Vesterport-bygning lørdag nat.
”Man kommer for alvor til at mærke, at vi også på kulturfronten bevæger os fra at være en stor dansk by til at være en storby. Karrusel vil udfordre os kunstnerisk og oplevelsesmæssigt, uanset hvor i byrummet vi bevæger os hen,” siger udviklingschef i Odense&Co, Ronnie Hansen.
Han er stolt over, at Odense kan tiltrække folkene bag Distortion, som både bidrager med deres 17 år lange erfaring i at arrangere gadefest midt i en storby og løber en økonomisk risiko.
”De repræsenterer Danmarks største gadefestival og kommer med en masse viden. Men de er meget ydmyge og er afhængige af, at lokale kræfter her i Odense vil være med til at løfte festivalen,” siger Ronnie Hansen og peger på, at Karrusel allerede har oprettet et sekretariat i Brandts Passage med lokale kræfter ansat.
Initiativtager er Albani, hvis sponsorchef, odenseanske Freddy Larsen, gennem Royal Unibrews sponsorat af Distortion ved flere lejligheder har deltaget i den københavnske byfest.
”Vi har meget at glæde os til i Odense. Det er en meget involverende og anderledes gadefest med skæve påfund, små scener, store kunstnere og en helt speciel atmosfære. Samtidig er det lokale handels- og restaurationsliv i høj grad med til at drive festen som gadepartnere,” siger Freddy Larsen, som bakkes op af medindehaver af Nelle’s Coffee & Wine i Pantheonsgade, Daniel Saysette.
”Vi tror på Karrusel og håber, at borgere, restauratører og byens kulturaktører gør det samme. Det lyder til, at det bliver alle tiders festival, og jeg er glad for, Karrusel allerede er i gang med at inddrage de lokale kræfter,” siger Daniel Saysette.
Kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) fra Københavns Kommune, hvor Distortion begyndte i 1998, ønsker Odense held og lykke med Karrusel.
”Jeg var tidligere meget skeptisk, fordi Distortion larmede og svinede. I dag er der kommet styr på organisationen, og arrangementet har udviklet sig til en fantastisk succes. Alle kan være med i et fællesskab, som er alsidigt, folkeligt og involverende,” siger kulturborgmesteren.
Festivalen er allerede i gang med at engagere lokale samarbejdspartnere, og i løbet af de kommende dage vil det fulde program for festivalen samt de musikalske hovednavne blive offentliggjort.
Der vil være gratis adgang til en del af Karrusel-gadefesten, som foregår i dagtimerne, men man skal købe adgangsarmbånd til blandt andet festivalpladsen hvor natkoncerterne vil foregå.
Læs mere på www.karrusel.dk