Robot-direktør med internationalt udsyn i spidsen for Invest In Odense
På sin tidligere arbejdsplads var han med til at accelerere omsætningen fra 3 til 130 millioner kroner på fem år. Fremover skal den 40-årige Thomas Visti bruge sin kommercielle og internationale erfaring til at trække virksomheder, investorer og talentfulde medarbejdere til Odense.
"Jeg kommer fra erhvervslivet og vil være med til at sikre virksomhedernes perspektiv i alt, hvad Invest In Odense foretager sig,” siger Thomas Visti, som var Vice President og kommerciel direktør, da han forlod den odenseanske succesvirksomhed Universal Robots.
Invest In Odense er en enhed under Odense&Co, der skal sørge for at gøre Odense attraktiv for både virksomheder, investorer og talenter fra både ind- og udland.
”Invest In Odense skal sikre, at Odense på enhver tænkelig måde er interessant for erhvervslivet, og at vi får fortalt omverdenen, hvor attraktive vi er. Derfor skal vi vide, hvad internationale og danske virksomheder, investorer og kommende medarbejdere efterspørger, og hvis vi ikke allerede har det på hylden, skal vi skaffe det,” siger Thomas Visti, som udover salg havde ansvaret for marketing og PR i Universal Robots.
"På mange felter har vi heldigvis allerede de kvaliteter, som bliver efterspurgt. Men vi har ikke altid ikke været i stand til at fortælle om vores styrker på en måde, som den travle og resultatorienterede direktør kan forstå,” siger Thomas Visti, der startede sin erhvervskarriere som elektriker, læste videre til ingeniør og siden har beskæftiget sig med internationalt salg, markedsføring og rekruttering hos Thrige Electric, Sauer Danfoss og Universal Robots.
I Odense&Co er stabschef Mette Beck-Nielsen glad for, at det er lykkedes at ansætte en forretningsmand med internationalt udsyn til at stå i spidsen for Invest In Odense.
”Thomas Visti besidder den vindermentalitet og ærgerrighed, der skal til, for at Odense får succes med sin tiltrækningsindsats. Han taler erhvervslivets sprog og forstår det tempo, som virksomhederne arbejder i, og som vi skal kunne matche,” siger Mette Beck-Nielsen.
Invest In Odense har et årligt budget på kr. 22 mio. De allerede eksisterende enheder, Scandinavian Cortex Park (velfærds- og sundhedsklynger) og UAS Denmark (droner), bliver en del af den nye ambitiøse enhed.