Odense-arrangement trækker fulde huse blandt byggefolk
I morgen den 24. april er Odense vært ved et udsolgt netværksarrangement for virksomheder i byggebranchen. Ideen til arrangementet så dagens lys i Cannes i marts 2013, hvor Odense Kommune deltog i investorkonferencen MIPIM med fokus på Odenses rivende udvikling de kommende år.
På konferencen tog Byens Netværk kontakt til Odense Kommunes planchef Henrik Lumholdt, fordi de gerne ville hente inspiration i Odense.
- Den store interesse for arrangementet viser, at Odense har noget at vise frem – både i byen, som vi kender den i dag, og i den by, vi er i gang med at skabe. Odenses visionære by- og trafikplanlægning, arkitekturpræmierede byggerier og den vækstdagsorden, byrådet har sat for fremtiden, giver genlyd langt uden for byens grænser, siger Henrik Lumholdt, afdelingschef i Plan og Byg i Odense Kommune og supplerer - projekterne i Odense er ikke fugle på taget men konkrete finansierede og igangsatte projekter, som helt sikkert vil have afsmittende interesse for nye investorer og parter inden for byggeriet.
Program
Programmet starter kl. 10 i Infoboksen, og inden dagen i Odense er omme kl. 16.45, har deltagerne også været forbi Møntergården, Nordatlantisk Hus, Dok 5000, Syddansk Universitet og Campus Odense.
Vært for dagen er Henrik Lumholdt, afdelingschef i Plan og Byg i Odense Kommune.
Se hele programmet på www.byens-netvaerk.dk.
Om Byens Netværk
Det er foreningen Byens Netværk, der står bag arrangementet. Byens Netværk er en tværfaglig forening, der beskæftiger sig med byudvikling særligt i København. Medlemmerne er private og offentlige bygherrer, virksomheder fra den finansielle sektor, ingeniør- og arkitektfirmaer, entreprenører og håndværksinstitutioner.
Læs mere på www.byens-netvaerk.dk.