Odense vinder ByplanPrisen 2014
Odense Kommune modtog her til aften ByplanPrisen 2014 i Herning, der siden 1996 er blevet uddelt af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening. Prisen er en stor anerkendelse af, at Odense Kommune aktivt har brugt byplanlægning som strategisk løftestang for byens fremtidige vækst. Odense Kommunes by – og kulturrådmand Jane Jegind (V) glæder sig over nyheden.
- Den pris er fyldt med ros og anerkendelse til Odense Kommune, for mange års arbejde med at transformere Odense til at blive til en moderne storby.
Begrundelsen for at tildele prisen til Odense er, at byen har formået at tiltrække massive investeringer, der vil betyde et samlet løft frem mod 2020 og har på den måde koblet den fysiske planlægning med investeringsstrategien. Man er f.eks. i fuld gang med at udbygge campus med sygehus, universitet og 60.000 mennesker, der vil blive betjent af kommende letbane.
Derudover satses der massivt på bæredygtig transport i kraft af den kommende letbane. Endvidere transformationen af bymidten med attraktive byrum med boliger, butikker, erhverv og parkeringsanlæg m.v.
Odense Kommunes borgmester Anker Boye modtog prisen her til aften og slog dermed de to øvrige kommuner Vejle og Lemvig, der også var årets øvrige nominerede.
Prisen uddeles hvert år for planlægning, der er udtryk for innovation, og som samtidig dyrker og videreudvikler byens egenart og identitet.