Odense investerer i Zentropa-film til det kinesiske marked
Odense Kommune vil med en investering på 4 mio. kr. i en H.C. Andersen-inspireret spillefilm præsentere Odense og Fyn som et attraktivt rejsemål for de både film- og rejseglade kinesere.
"Vi får en enestående mulighed for at eksponere Odense for det kinesiske publikum med en kvalitetsfilm, hvor store dele af filmen foregår i Odense og endda i H.C. Andersens univers. Jeg er sikker på, det vil resultere i øget interesse for Odense som mål for kinesiske turister," siger borgmester Anker Boye (S).
Med millionbidraget sikrer Odense sig, at der bliver brugt letgenkendelige H.C. Andersen- og Odense-locations som en naturlig del af handlingen i en væsentlig del af i filmen.
Danske forfattere er stadig ved at udarbejde manuskriptet til filmen, som skal have en kineser i hovedrollen for at sikre størst mulig gennemslagskraft i de knap 5000 kinesiske biografer med i alt 18.000 lærreder.
"Vi tror, det bliver et gennembrud for dansk film i Kina, hvor filmmarkedet er i en eksplosiv udvikling," siger direktør i Zentropa China, Rikke Ennis, som i flere år har arbejdet på at komme ind på det kinesiske marked.
Chefen for Destination Fyn, Thomas Kastrup, vil med filmen få en effektiv rambuk til det kinesiske marked og går nu - i samarbejde med den fynske turismebranche - i gang med at udvikle målrettede tilbud til kommende filmturister.
"Projektet er enestående på flere måder. Med filmen får vi en ny og unik platform for synliggørelse af Odense overfor en meget stor gruppe H.C. Andersen-interesserede kinesere, som alle kan være potentielle gæster i Odense. Samtidig har Odense lagt vægt på attraktionskraft og ikke mindst tilgængelighed for offentligheden, når de kommende film-locations er blevet udpeget, hvilket gør det lettere at udnytte filmens turistmæssige og kommercielle potentiale," siger Thomas Kastrup.
Filmen har et samlet budget på 35-40 mio. kr.
Den forventes at blive indspillet i foråret 2015 og er foreløbigt premieresat i december 2015.