Spring til indhold
Nyhed

Odense indvier Richard Møller Nielsens Plads

01-05-2014

Richard Møller Nielsens Plads bliver navngivet søndag den 11. maj klokken 15.30, hvor Odenses rådmand for by og kultur, Jane Jegind, vil stå for den officielle indvielse.

 

- Det er helt ekstraordinært, at vi træffer sådan en beslutning, men der er også tale om en ekstraordinær mand med enestående resultater. Richard Møller Nielsens navn fortjener at blive tæt knyttet til den by, sport og klub, som han gav så meget. Det bliver han med sin egen plads foran OB’s hjemmebane, siger Jane Jegind.

 

Ved indvielsen vil OB’s legendariske målmand Lars Høgh, Europamester 1992 Flemming Povlsen og tidligere landstræner Sepp Piontek blandt andre fortælle om deres oplevelser med hele Danmarks ”Ricardo.” For at markere at navngivningen også er en festlig begivenhed, vil sangerinden Anna David underholde i forbindelse med indvielsen.

 

Pladsen kommer til at bære tydeligt præg af sit navn, idet en skulptur, skabt i forbindelse med Europamesterskabet i 1992, fremover vil være en fast del af Richard Møller Nielsens Plads. Skulpturen er doneret af Richard Møller Nielsens familie, og har hidtil stået ved hans hjem i Kerteminde.

 

- Richard Møller Nielsen betyder utrolig meget for alle i og omkring Odense Boldklub. Han er den mest vindende træner i klubbens historie, og han har præget klubben på utallige måder. Desuden taler resultaterne med Danmark for sig selv, så vi glæder os utrolig meget over, at Richard Møller Nielsen får sin plads ved stadion, siger Jesper Hansen, sportsdirektør for Odense Boldklub.

 

Alle er velkomne til at overvære indvielsen, og der vil uden tvivl være mange stribede fans til stede, for OB spiller forårets sidste hjemmekamp mod Esbjerg fB klokken 17 – i umiddelbar forlængelse af indvielsen.

 

Richard Møller Nielsen forenede som ingen anden sit fynske lune og sind med et nærmest udansk vinderinstinkt, der skabte resultater på fodboldbanen for alle de hold, som han enten trænede eller spillede for.

Som træner for OB blev det til to danske mesterskaber, en pokaltitel og to oprykninger, mens Richard Møller Nielsen sikrede det danske landshold to uhørte triumfer med sejrene ved EM i 1992 og Confederations Cup i 1995. Han satte også markante aftryk hos Svendborg fB, Esbjerg fB og som landstræner for Finland og Israel.