Odense Health: sundhed, innovation og business
Odense Health er et nyt nyhedssite, der fortæller om resultater og milepæle indenfor sundhedsinnovation og sundheds- og velfærdsteknologier.
Bag sitet står foreløbig syv partnere, der alle holder til i Odense, og som repræsenterer både kommune, region, videregående uddannelser, nationalt niveau og Syddanske Forskerparker, som samler flere af partnerne fysisk.
- Det er unikt, at så mange partnere, der arbejder med sundhed og innovation ligger så tæt samlet som i Odense, og det høje aktivitetsniveau i området er noget, der imponerer de udenlandske virksomheder, vi samarbejder med, siger Jørgen Clausen, stadsdirektør i Odense Kommune.
”Vi fremstår endnu stærkere”
Alle de offentlige aktiviteter i området giver ikke alene anerkendende nik fra udenlandske virksomheder. Det gør også Odense og Region Syddanmark til en attraktiv beliggenhed for danske virksomheder og entreprenører, der arbejder med sundhedsteknologi- og -innovation.
Derfor er det en styrke at fortælle historierne samlet, i stedet for at hver afdeling hævder sine egne bedrifter. Det er en af grundene til, at OUH er gået med i Odense Health, fortæller sygehusdirektør Peder Jest.
- Odense Universitetshospital har et ganske fint ry i den internationale hospitalsverden, og vi samarbejder med mange forskellige internationale spillere. Men vi fremstår endnu stærkere af, at vi også kan henvise til lokale samarbejdspartnere, der kan byde ind med lidt andre kompetencer, end vi selv har. Det er det samlende billede af Odense og Region Syddanmark, vi skal blive bedre til at male for omverdenen, siger han.
Tiltrækningen af Fuji Machines er det seneste eksempel på, hvordan samarbejde har trukket en international sundhedsaktør til området, men også i mindre aktiviteter er der en stadig tættere koordinering mellem kommune, region og andre partnere.
Om Odense Health
- www.odensehealth.dk
- Odense Health er målrettet samarbejdspartnere og relevante virksomheder, derfor udkommer nyhederne både på dansk og engelsk
- Odense Health kan også nås på LinkedIn, der poster nogle af historierne. Søg på ”Odense Health Innovation & Business”
- Planen er at invitere stadigt flere partnere med i Odense Health
Partnerne i Odense Health:
- Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT) - styrker anvendelsen og udbredelsen af medicinsk teknologi. CIMT er et forsknings- og innovationscenter for Odense Universitetshospital (OUH) og Syddansk Universitet (SDU)
- Odense Kommunes Center for Velfærdsteknologi – finder relevante teknologier og implementere dem i kommunens drift
- Healthcare DENMARK, nationalt offentligt/privat konsortium, der markedsfører danske sundhedsekspertiser og -innovation internationalt
- Syddansk Sundhedsinnovation - er Region Syddanmarks innovationsstab, der styrker samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og virksomheder
- Erhvervsakademiet Lillebælt - uddanner f.eks. IT-professionelle og underviser blandt andet i innovation og entreprenørskab
- Odense & Co - står for Odense Kommunes erhvervsfremme – med sundhedsteknologi som et af styrkeområderne
- Syddanske Forskerparker – huser nogle af ovenstående, og lejer også kontorer ud til iværksættere og etablerede virksomheder, der bl.a. arbejder med sundhedsteknologi