Spring til indhold
Nyhed

Odense får et veteranhjem

17-12-2014

Folketinget har tildelt initiativgruppen bag Veteranhjemmet Dannevirke i Odense 8 millioner kroner til et veteranhjem i Odense. Dermed er finansieringen af veteranhjemmet på plads, og næste fase i etableringen kan begynde.

 

Pengene kommer fra en ekstraordinær éngangspulje afsat til etableringen af nye veteranhjem i Danmark og til at styrke eksisterende tilbud. Dermed er Odense et stort skridt nærmere realiseringen af det veteranhjem, veteraner fra hele Fyn har ytret ønske om.

 

Major Henrik Dyhr glæder sig over, at Folketinget og Forsvarsministeriet har gjort finansieringen af et veteranhjem i Odense mulig.

 

- Vi er meget glade for Folketingets beslutning om at bakke op om vores ønske om at skabe det rette sted for hjemvendte soldater. Det har længe været et stort ønske, at vi her på Fyn skal kunne tilbyde veteranerne et sted at være, både når de blot har lyst til at møde andre med samme erfaring, men ikke mindst når krigens oplevelser har sat sine negative spor, der spænder ben for den hjemvendtes soldats videre tilværelse. Den Posttraumatiske Stresslidelse PSTD kan ramme hvem som helst af de hjemsendte, og så er det vigtigt, at vi som samfund kan tilbyde både hjælp og netværk, siger Major Henrik Dyhr.

 

Med Folketingets ekstra bevilling er finansieringen af veteranhjemmet på plads. Rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Steen Møller udgør sammen med major Henrik Dyhr initiativgruppen bag veteranhjemmet.

 

- Jeg er rigtig glad for, at Folketinget med bevillingen har gjort det muligt for initiativgruppen bag veteranhjemmet i Odense at tage næste skridt frem mod realiseringen af et veteranhjem i Odense. Behovet er der, det har været tydeligt, bl.a. når jeg har været rundt og har talt med veteraner og deres pårørende på Fyn. Ikke mindst er jeg glad for, at der både i Ministeriet og i Folketinget har været opbakning til at etablere et godt tilbud til en gruppe mennesker, der virkeligt har ydet en stor indsats for vores land, siger rådmand Steen Møller.

 

Etableringen af veteranhjemmet er planlagt som et selvstændigt byggeri i forbindelse med det 102 år gamle soldaterhjem Dannevirke på Sdr. Boulevard i Odense.