Spring til indhold
Nyhed

Nye cykelstier til Odenses cyklister

28-11-2014

Gennem det meste af 2014 har Odense Kommune arbejdet på at omdanne Ansgargade og Filosofgangen til en tryg og trafiksikker cykelrute, som bliver en del af byens net af supercykelstier.

 

- Det omfattende arbejde har sat sit præg på både borgere og erhvervsdrivendes hverdag. Men jeg er glad for, at der har været så stor forståelse for det langvarige arbejde. Cykelstierne er vigtige brikker i at skabe trygge og ordentlige forhold for cyklister i Odense. Jeg er sikker på, at mange vil opleve, at turen er mere tryg nu, hvor de ikke skal dele vej med både busser og biler, siger Jane Jegind, by- og kulturrådmand.

 

Omlæggelsen af Ansgargade og Filosofgangen er godt i tråd med Odense Kommunes cykelhandlingsplan, som netop er blevet vedtaget i oktober. Hen over de næste fire år skal der med cykelhandlingsplanen være ekstra fokus på cyklisme, så det bliver et lettere tilvalg i dagligdagen. Målet er, at 25 % af alle ture i Odense skal foregå på cykel.

 

Et af fokuspunkterne er netop stier og veje for at skabe gode forhold, så det bliver mere attraktivt at cykle. Her er arbejdet på Ansgargade og Filosofgangen i front og sikrer, at cyklisterne kan komme frem nemt og sikkert.

 

I starten af 2015 bliver 2. etape af arbejdet med cykelstier syd om city skudt i gang, når Klosterbakken omdannes til en tryg og trafiksikker cykelrute. Vejdirektoratets grønne pulje har givet tilskud ruten.

 

Rådmand Jane Jegind indvier de nye cykelstier langs Ansgargade og Filosofgangen tirsdag den 2. december 2014 kl. 13.00 ud for Kunstbygningen Filosoffen.