Ny chef for Mad og Måltider i Odense Kommune
Den 1. april besluttede det nye ældre- og handicapudvalg, at der skal arbejdes videre med de mange anbefalinger, som efterårets madanalyse lagde op til. Et vigtigt første skridt har været at ansætte den helt rigtige til at lede processen.
"Vi har skullet finde en rigtig dygtig og visionær leder med en kostfaglig baggrund. Dem er der ikke mange af, og derfor er vi rigtig glade for, at Gitte har sagt ja til udfordringen," udtaler Jan Lindegaard, chef for Virksom Støtte i Ældre og Handicapforvaltningen.
Gitte Breum er i dag køkkenchef på Glostrup hospital og har gennem sin karriere altid haft med mad og mennesker at gøre. Hun er uddannet Økonoma suppleret med en ledelsesuddannelse og har mange års erfaring med ledelse, innovation og drift.
Fremtidens madtilbud
Med Ældre- og Handicapudvalgets beslutning bliver mad en helt central del af det rehabiliterende arbejde. Maden og måltidet er en essentiel del af det gode liv og skal give energi og kræfter til hverdagen. Men for at måltidet kan blive til ernæring, skal den også spises, og ikke alle ældre har den nødvendige appetit. Odense Kommune sætter derfor ind for at gøre måltidet til en god oplevelse i hverdagen, som den ældre kan se frem til.
Mad og Måltider, under ledelse af Gitte Breum, vil oprette et kostfagligt team, hvis hovedopgave bliver at vejlede og hjælpe bl.a. plejecentre med at skabe de helt rette rammer for måltidet. Desuden vil Odense Madservice levere mad til Ældre- og Handicapforvaltningens institutioner, som så til gengæld får bedre mulighed for at tilberede elementer af maden lokalt - fx at stege en steg eller bage frisk brød.
Efter planen forventes den endelige omlægning af madområdet at være færdig 1. april 2015.