Spring til indhold
Nyhed

Nordiske kommuner vil lære af Odense

12-11-2014

Odense Kommune er i dag vært for velfærdskonferencen New Nordic Welfare, der afholdes på Odense Congress Center. Oprindeligt skulle konferencen være et endagsarrangement, men flere norske og svenske kommuner har ønsket at bruge en ekstra dag i Odense, for at se hvordan kommunen arbejder med rehabilitering.

 

Derfor er der arrangeret en Dag to, hvor de besøgende kommuner får mulighed for at få et dybere indblik i, Ældre- og Handicapforvaltningens rejse mod den rehabiliterende forvaltning.

 

- I Odense har vi valgt at tage skridtet fuldt ud, når det kommer til at tilrettelægge vores indsatser i samarbejde med den enkelte borger og med udgangspunkt i dennes ønsker og drømme. Det er en kæmpe forandring, som betyder en helt ny organisering, massiv kompetenceudvikling af vores medarbejdere og ikke mindst en helt fundamental anden måde at møde borgerne på, fortæller Per Berga Rasmussen (Ø), rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, og fortsætter:

 

- Vi har allerede gjort os mange erfaringer, og medarbejderne gør en kæmpe indsats for at skabe positive forandringer for borgerne. Det er jeg rigtig glad for, at vores nordiske kolleger har fået øje på. Og vi deler med glæde ud af vores erfaringer.

 

Velfærdskonferencen – Dag to med fokus på rehabilitering

Programmet vil bl.a. bestå af interview og dialog med Ældre- og Handicapforvaltningens adm. direktør Helene Bækmark samt fremvisning og information omkring vellykket implementering af velfærdsteknologiske løsninger.

 

Herudover vil et par af forvaltningens medarbejdere fortælle om deres konkrete oplevelser af, hvordan den rehabiliterende tilgang kan støtte borgerne til at leve et uafhængigt og selvstændigt liv.

 

På dagens konference er ca. 80 nordiske deltagere. Af dem har 37 deltagere valgt at blive en dag mere for at få mere at vide om Ældre- og Handicapforvaltningens forvandling mod en rehabiliterende forvaltning.